TikTok har over det sidste år vist sit potentiale som et af de mest indflydelsesrige værktøjer i promoveringen af musik. Men det populære sociale medie gør samtidig, at kunstnerne ikke selv kan kontrollere, hvordan deres musik spreder sig.
Det har Kid Cudi senest erfaret, efter at hans hit ‘Day N’ Nite’ fra 2008 er begyndt at trende på TikTok, hvor folk citerer linjen »Now look at this« for derefter at skære næste linje ud og i stedet vise en morsom video, mens sangen spiller instrumentalt i baggrunden.
På Twitter skriver rapperen: »Jeg er ikke nede med, hvad de gjorde med min sang på TikTok, hvor de fjernede teksten. Vi lever i underlige tider. Jeg er ikke smigret«.
Han uddybede sagen senere i et andet Tweet: »Jeg synes ikke, jeg tillægger det for meget betydning ved at tweete, hvordan jeg har det. Hvis jeg rantede, ville det være en anden sag. Der er ikke noget galt med, at jeg tilkendegiver, at jeg ikke billiger det. Desuden: Hvis du er fan, så ved du, at mine tekster er det vigtigste for mig. Jeg er meget passioneret omkring mit shit, og jeg er ligeglad med, hvem der har et problem med det«.
Sange som ‘Say So’ af Doja Cat’, ‘Savage’ af Megan Thee Stallion og ‘Old Town Road’ af Lil Nas X er alle eksploderet i kølvandet på eksponering på TikTok. Men som Kid Cudi-sagen tydeligt viser, har det sociale medie altså også en slagside.