Fredagsrock er udsat på ubestemt tid, men på fredag lancerer Tivoli deres erstatning: Minifestivalen Havefest, der kommer til at køre hver fredag fremadrettet.
Nu er programmet til årets første Havefest 21. maj blevet annonceret, og her kan man opleve Barselona, Fraads, Betty Bass og BishBusch.
Livemusikken kommer til at flyde fra tre forskellige scener – Orangeriet, Plænen og Pantomimeteateret – og på programmet er også dj’en Schaarup og Stella Polaris-dj’s.
Havefesten starter kl. 16.00, og for at kunne overholde de gældende Covid-19-restriktioner skal alle gæster, der ønsker at deltage i koncerterne, have et armbånd på, der giver adgang til en bestemt sektion. Der er to sektioner á 500, og man kan ikke reservere i forvejen.
Armbåndene udleveres i henholdsvis Tivolis Kaffebar til sektion 1 og Nohrlundbaren ved Rutsjebanen til sektion 2.