Der findes nok ikke nogen musikalsk stilretning, der indkapsler 90’ernes hang til lalleglad sentimentalitet og neonfarvet kitsch som eurodance.
Genren gav os ikoniske og ekstremt fjollede artister som Aqua, Scooter, Eiffel 65, Blümchen og mange flere. Men siden sin storhedstid for over 20 år siden er eurodance blevet set som lidt af en joke.
Sådan var det også for Emil Stabil i begyndelsen.
»Man hørte ikke fucking eurodance, der hvor jeg kommer fra. Det var alt for glad musik. Man hørte 2Pac«, fortæller rapperen, der er vokset op i Aarhus. »Så mødte jeg Lil Producer, og han har fået mig lidt til at elske det«.
Emil Stabils faste producer har siden fået hjernevasket rapperen godt og grundigt – nu er han nemlig noget af en eurodance-afficionado. Hvilket blandt andet kan høres på den nye single ‘Boom Boom Boom’, der fortolker hollandske Vengaboys storhit af næsten samme navn fra 1998 (dengang var det et ‘boom’ mere).
Men det er langt fra den eneste eurodance-banger, den danske rapper er vild med. Vi har bedt ham om at guide os til sine fem favoritter.
1. Ann Lee ’2 Times’
»Det her er et meget overset nummer, men et af de bedste overhovedet, hvis du spørger mig. Sindssygt beat og bare overdrevet behageligt at lytte til. Også i forhold til nogle af de andre eurodance-sange, der godt kan være på grænsen til det irriterende og lidt for tyggegummi-agtige. Den er underspillet og nemmere at sluge for folk«.
2. Alice Deejay ’Better Off Alone’
»Der er good vibes og gode melodier. Det er det, der kendetegner eurodance. Der er altid sindssyge leads og sindssygt gode akkorder. Det er virkelig velproduceret. Du kan sangen, fra første gang du hører den – så kan du allerede synge med. Og så er der fire i gulvet jo. Hvem kan ikke lide fire i gulvet?«
»Jeg føler også, man kan høre indflydelsen fra eurodance i nogle af vores tidlige produktioner. ’Er det en fugl’ har næsten et eurodance-agtigt beat. Det samme med ’Allerede is’«.
3. Vengaboys ’Boom Boom Boom Boom’
»Min ‘Boom Boom Boom’ er jo overhovedet ikke eurodance. På ingen måde, faktisk. De handler heller ikke om det samme. Inspirationen fra Vengaboys er i virkeligheden mere på hooket. ’Boom, boom, boom, boom’ – det synes jeg bare var fucking sjovt«.
»Der er altid noget fedt i, når ting bare fungerer. Og det gør det omkvæd. Det koger det helt ned, og det virker bare«.
4. Paradisio ’Bailando’
»Det er en spansk klassiker og et kæmpe sommerhit. Jeg taler ikke spansk overhovedet, men den giver – ligesom ’Despacito’ – sådan en følelse af, at man ikke behøver at forstå, hvad der bliver sagt. Det lyder bare godt, og det er en kæmpe smasker«.
5. ATC ’Around the World’
»Det her er en all time favorite. Eurodance-sange har nogle gange de der hjernedødt fede melodier, som man bare ikke hører andre steder end i den genre. Og den her har et af de bedste leads af dem alle sammen. Altså den førende melodi, der leder tracket og styrer det hele«.
»Der er megagode hook-melodier. På den måde er eurodance virkelig undervurderet. Det er stykket så godt sammen på vildt mange måder. Alle sangene kører desuden i en sygt glad skala. Det har været de glade 90’ere med ecstasy og eurodance. Hold kæft en kombi!«