Erykah Badu undskylder for sin opførsel til Barack Obamas 60 års fødselsdagsfest

Erykah Badu undskylder for sin opførsel til Barack Obamas 60 års fødselsdagsfest
Erykah Badu. (Foto: Rich Fury/Getty Images)

Tidligere på ugen fejrede Barack Obama sin 60 års fødselsdag med en stort anlagt privatfest med Hawaii-tema på øen Martha’s Vineyard i Massachusetts.

Neosoul-stjernen Erykah Badu var en af de 500 særligt indbudte gæster, men musikeren måtte få dage efter festlighederne udsende en undskyldning på Twitter.

Badu valgte nemlig at bryde det strikse forbud mod at fotografere og optage video til festen, da hun uploadede en kort video af Obama, der giver den gas på dansegulvet.

»Hr. og fru Obama, vær søde at tilgive mig for at være den ‘forfærdelige gæst’ til sådan et helligt arrangement for jeres familie. Jeg var meget ubetænksom. Tak for al jeres kærlighed. Sikke et eksempel på, hvordan ‘man ikke’ skal være«, skriver hun på Twitter.

Det er svært at lure, hvor oprigtig Badu egentlig er, da den korte undskyldning også lader til at være noget sarkastisk. Reaktionerne på Twitter har i hvert fald været blandede, hvor nogle går så vidt som at skrive, at musikeren har risikeret Obama-familiens sikkerhed ved at optage video af dem på deres private adresse.

Badu står formentlig ikke øverst på parrets gæsteliste en anden gang.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af