Sverige har mistet en af sine største rapstjerner.
Den kun 19-årige Nils Kurt Erik Einar Grönberg, kendt under kunstnernavnet Einár, var lige så stor i vores naboland som eksempelvis Gilli eller Branco er i Danmark. Han blev dræbt af skud i Stockholm torsdag aften.
Det rapporterer en række svenske medier, deriblandt SVT og Aftonbladet. Avisen Expressen var de første, der bragte historien.
Ifølge de svenske medier betragter det svenske politi drabet som banderelateret. Einár kom fra et hårdt miljø og har været involveret i kriminalitet, hvilket hans sange også afspejlede.
Derudover var Einár involveret i en meget omtalt kidnapningssag, der involverede flere svenske musikere. Tilbage i juli måned fik de andre svenske rappere, Yasin og Haval, således fængselsstraffe for at have medvirket til planlægningen af kidnapningen af Einár.
Den nu afdøde svenske rapper slog igennem som kun 16-årig med sangen ‘Katten i trakten’. Han nåede at udgive fire storhittende album, og det var forventet, at en ny udgivelse ville lande senere i år.