1. The War on Drugs ‘Change’
Stadion-heartland-rockerne The War on Drugs har netop udgivet albummet ‘I Don’t Live Here Anymore’, og tidligere på ugen varmede de op til udgivelsen med nummeret ‘Change’. Den melodiøse sang er dejligt højtravende og spreder lynhurtigt lyst til at høre resten af albummet.
2. Modest ‘Losing All the Time’
Der er godt med smæk på den nye single fra den aarhusianske rockkvartet Modest. Bragende trommer, ekspressiv vokal og et hastigt tempo gør ‘Losing All the Time’ til en veloplagt forsmag på gruppens debutalbum, der lander til foråret.
3. Beach Bunny ‘Oxygen’
Få aktuelle poprockgrupper har lige så godt styr på den stærke melodi som amerikanske Beach Bunny. Forsanger Lili Trifilio leverer denne kærlighedssang, således at både romantisk ekstase og ængstelig desperation sætter sig tydeligt i nummeret – alt sammen forankret i dejligt catchy sangskrivning.
4. Greta ‘Out of Mind’
Synthpop-ekvilibristen Greta fortsætter med at lade op til sit imødesete andet album, ‘Forever We’ll Be Dancing’. Denne uge har vi fået to singler fra albummet: ‘Out of Mind og ‘Nicht Allein’. Begge sange er gode, men hvis vi skal vælge, er ‘Out of Mind’ særligt fængslende med sin blanding af melankolske vers og det håbefulde omkvæd.
5. Child + the Banned ‘I Dreamt’
Bag kunstnernavnet Child + the Banned finder vi den debuterende danske sanger og sangskriver Josephine Carl. Hun gør sin entré med den ambitiøse artpopsang ‘I Dreamt’, der leder tankerne hen mod auteurs som Kate Bush og FKA Twigs.
6. Shygirl ‘Cleo’
Shygirls blanding af pop, hiphop og klubmusik er altid et kærkomment indslag, og den fyldige dance-basker ‘Cleo’ er en af hendes bedste singler hidtil. Sæt den lige på, hvis du styrer playlisten til en fest denne weekend.
7. Glenn Gould & U.S. Girls ‘Good Kinda High’
Den legendariske klassiske pianist Glenn Gould døde i 1982, men på det nye album ‘Uninvited Guests’ laver en række nyere kunstnere fortolkninger af Goulds værker. P¨å deluxe-udgaven af albummet optræder artpopkunstneren U.S. Girls med ‘Good Kinda High’, hvor hun synger over samples fra Goulds indspilninger af to satser fra Johann Sebastian Bachs engelske suiter.
8. Mick Jenkins ‘Scottie Pippen’
Jazzrapperen Mick Jenkins er denne uge aktuel med albummet ‘Elephant in the Room’, og lidt før udgivelsen af albummet smed han denne indadskuende skæring, hvor han sammenligner sig selv med basketball-ikonet Scottie Pippen over et trippy beat.
9. Spoon ‘The Hardest Cut’
Spoon er tilbage, og de imponerende kvalitetskonsekvente indierockere udgiver deres tiende album, ‘Lucifer on the Sofa’, 11. februar. Den første single derfra, ‘The Hardest Cut’, har et slagkraftigt riff, attituderige vokaler og Spoons sædvanligvis upåklagelige flair for tight sangstruktur.
10. Hurray for the Riff Raff ‘Rhododendron’
Spoon er ikke det eneste indienavn, der denne uge indleder en albumcyklus efter fire års tavshed. Den amerikanske folkrock-singer/songwriter Hurray for the Riff Raff er på vej med albummet ‘Life on Earth’ 18. februar, og første single derfra er både rig på nerve og vemodighed.