‘I Don’t Live Here Anymore’: The War on Drugs rekonstruerer stadionrocken på et album, der omfavner de brede omkvæd
Adam Granduciel og co.’s opstigen til regulære rockstjerner i en tidsalder, hvor rocken ellers er erklæret for død, har været både forvirrende og forfriskende at være vidne til.
Hvor rocken – sidst den var populær og på alles læber omkring årtusindskiftet – var optaget af ’garage’-lyd og velsiddende tøj på mænd med pjusket, men moderigtigt, mørkt hår, cigarettynde ben og høje kindben fra New York (eller en anden hip metropol), så ligner The War on Drugs en samling arbejdsmænd fra Midtvesten med benzin både på tøjet og i blodet.
The War on Drugs-lyden er uomtvisteligt formet af 1980’ernes amerikanske heartland-rock med figurer som Don Henley, Bruce Springsteen og Tom Petty som oplagte referencepunkter. Tilsat Mark Knopflers Dire Straits, der midt i 80’erne kreerede en lyd, der kunne nå sidste række på verdens største stadion samtidig med, at den var tæt på og folkelig; som dunsten af bodega eller popcorn.
Lad det være sagt med det samme: The War on Drugs kommer til at fylde mange stadions til sommer.
Lyden på deres femte album ’I Don’t Live Here Anymore’ er mere let og luftig end på 2017-forgængeren ’A Deeper Understanding’ – måske på grund af den armada af synths, der hiver og trækker i sangene fra snart sagt enhver vinkel, men også fordi sangstrukturerne over en bred vifte er bygget op over den samme læst; vers-omkvæd-vers.
Hvis der er noget, der tidligere udmærkede The War On Drugs – for eksempel på hovedværket ’Lost in the Dream’ (2014) – så var det en tilbageholdenhed i forhold til at lade sangene kulminere i brede syng-med-refræner. På ældre sange som ’Under the Pressure’ og ’An Ocean In Between the Waves’ arbejdede Granduciel med en tålmodig og repeterende sangopbygning, der kunne give mindelser om krautrock.
Hvis ’Lost in the Dream’ i den optik kunne ses som Granduciels stort anlagte forsøg på at dekonstruere heartland-rocken, så giver det tilsvarende mening at betegne ’I Don’t Live Here Anymore’ som en rekonstruktion af genren.
Især titelsangen er en fornemt realiseret sang, der slår krumspring undervejs, men så den alligevel falder i hak uden af den grund at virke letkøbt. Tilføjelsen af kvindelige korvokaler i omkvædet (ved duoen Lucius) er prikken over i’et. Det kan faktisk undre, at Granduciel ikke har ladet sig friste til at efterprøve samme greb på andre af albummets ti sange.
Den nyvundne insisteren på vers-omkvæd-vers-struktur klæder især albummets uptempo-bidrag: ’Harmonia’s Dream’, ’Change’ og ’Wasted’ er herlige rocksange, der vil skabe kollektiv fryd, når de bliver luftet på alverdens festivaler i løbet af 2022.
Det kniber mere, når Granduciel er i ballade-mode: ’Old Skin’ og ’Rings Around My Father’s Eyes’ rykker sig ikke rigtig ud af stedet, mens albummets ene forsøg på en nedbarberet – også i produktionshenseende – ballade (’Living Proof’) er en fremmedgevækst på et album, der ellers overgiver sig til en synth-brusende maksimalisme.
For mange lyttere vil det givetvis opleves som en positiv udvikling at høre The War On Drugs tone rent flag med en helt straight dagsorden: At få dig til at brøle med.
Men når melodimaterialet ikke er i top, er der ikke så meget at hente. Og er det godt nok for et band, der tidligere virkelig rykkede ved selve fundamentet under den lyd, som de nu ’bare’ går i bedene?
’I Don’t Live Here Anymore’ er en kulmination på bandets pejling efter gennemslagskraft og i den forstand bandets mest medrivende udspil til dato, men det er også – og samtidig – en form for forfladigelse af det projekt, bandet stod fadder til først og midt i 10’erne: At gentænke lyden af det amerikanske hjerteland ved at vende bunden i vejret på en populær, men noget forkætret genre.
Kort sagt:
Hvis hovedværket ’Lost in the Dream’ kunne ses som Adam Granduciels stort anlagte forsøg på at dekonstruere heartland-rocken, så giver det tilsvarende mening at betegne ’I Don’t Live Here Anymore’ som en rekonstruktion af genren. Bandet forsøger her at efterligne lyden af heartland-rockens titaner fra 80’erne frem for at forsøge at vende bunden i vejret på dem.