Nej tak til heltesoloer og halvlangt nakkehår: The War on Drugs laver stadionrock til en ny tid

Der er ingen skam i at stræbe efter det storslåede. Se bare på albumaktuelle The War on Drugs, der som få andre nye bands laver rock i stadionskala. Men de gør det ikke som i 80’erne. Også herhjemme i Danmark har rocken fået luft under ambitionerne.
Nej tak til heltesoloer og halvlangt nakkehår: The War on Drugs laver stadionrock til en ny tid
The War on Drugs. (Foto: PR)

’Stadionrock’. Når jeg hører ordet, tænker jeg på 80’erne, guitarsoloer og halvlangt nakkehår. Queen, U2, Simple Minds. Og selvfølgelig Bruce Springsteen. Populære bands og kunstnere spiller selvfølgelig store venues, fordi de kan sælge billetter, men begrebet dækker også over den lyd og de armbevægelser, der følger med.

For nylig spillede The Minds of 99 foran 50.000 mennesker i Parken i København, og her var det sparsomt med soloer og for den sags skyld nakkehår på scenen. Men armbevægelserne var store – og hvorfor ikke?

Efter en fandens pandemi har mange af os brugt rigeligt tid i eget selskab og har brug for at synge med på den samme sang.

Det oplevede vi til EM i sommer, og det oplevede vi med Minds of 99. Og det oplever vi igen til næste sommers store festivaler. Vi længes efter transcenderende fællesoplevelser. Dyre fadøl, klistrede sko på arenagulve og folk på en scene langt væk, som alligevel kan føles så tæt på.

Få nyere bands laver rock i stadionskala som The War On Drugs, og 29. oktober er de tilbage med deres første album i fire år, når de udgiver ‘I Don’t Live Here Anymore’.

Med titelsangen fra det kommende album har de lavet deres hidtil bedste sang, og det siger ikke så lidt efter fire stærke plader.

Det skal ikke overtænkes

Det interessante er, at sangen også er noget nær deres mest konventionelle og tilgængelige. Deres mest stadionvenlige.

Et enkelt keyboard sætter det hele i gang. Storladen guitar lægges på, og pludselig lyder det hen ad Don Henleys 80’er-hit ‘Boys of Summer’. Så kommer trommerne, som er mægtige og enkle på samme tid. Det skal ikke overtænkes, for det skal fungere i store omgivelser. Da koret – sunget af gruppen Lucius – træder til og synger sammen med frontmand Adam Granduciel, går alt op i en højere enhed.

The War On Drugs er kendt for langstrakte guitarpassager. Dem er der også plads til her, men der er også vers og omkvæd. Det er nyt. Det er en popsang med passager, der hurtigt bliver genkendelige. Med et kor, som skaber en længselsfuld storhed, man vil være en del af. Og selvfølgelig med den lange outro, som sådan en sang skal have.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvis du tænker, at den beskrivelse også kunne passe på Bruce Springsteen, Bossen, kan du måske se det både sjove og smukke i, at Adam Granduciels førstefødte hedder (drum roll …) Bruce.

Om man er fan af Bruce Springsteen eller ej, er han stadig kendt for at være en af verdens allerbedste liveoplevelser. Hans koncert på Orange Scene i 2012 er én af de bedste koncerter, jeg har set. Og jeg stod endda et godt stykke tilbage skråt til venstre med ca. 25.000 mennesker foran mig. Sikkert lige så mange bag mig.

Bruce Springsteen er en arbejderdreng fra New Jersey. Han kaldte sine tidlige udgivelser for bar-rock: Man skulle have lyst til at høre det, når man havde fri fra arbejde. Gide at drikke øl til det. Måske endda kunne relatere til det. Det fokus på det folkelige og ligetil med ærmerne rullet op er blue collar rock.

En bar kan måske lyde som det modsatte af et stadion, men når udgangspunktet er folkeligt, og performeren er god nok, ja, så er det kun kapaciteten, der er forskellen.

Hvis Adam Granduciel har fundet ny inspiration i Bruce – både sønnike og idol – så lover det godt for War On Drugs’ fremtidige koncerter.

For ti år siden spillede The War On Drugs på væsentligt mindre spillesteder: Loppen i København og lige så legendariske Musikcaféen i Aarhus. Dengang havde de også en ’mindre’ lyd. Mere Dylan end Springsteen og Mark Knopfler. På deres debutalbum fra 2008 kan man tydeligt høre, at Kurt Vile stadig var en del af bandet. Det er afslappet og langhåret, men bandet var i starten en lidt forvirrende oplevelse live.

Hvor Kurt Vile er forblevet druggy og labyrintisk, bevægede Granduciel og The War On Drugs sig mere og mere ud i det langstrakte. De åbne vidder. Landevejen. Plads til at udfolde sig. Den rejse er de fortsat på, mens de bare er blevet bedre og bedre live.

At de er et dybt respekteret band, er der ingen tvivl om. De kan deres kram. Nogle af bandets medlemmer hjalp til på sidste års ‘Imploding the Mirage’ af The Killers, som selv er et band, der kan spille et stadion op. Hvad man så ellers synes om dem.

Ingen skam i at stræbe efter det storslåede

Den store lyd er ikke faux pas. I mindre skala bliver arenalyden også dyrket af en som Alex Cameron.

Selv om han spiller en karakter og har en mere ironisk tilgang, er fascinationen af arbejderrock og ambitionen om arenaen den samme. Og musikken er i sig selv oprigtig og med masser af gæld til 80’ernes maksimalisme.

Hør for eksempel en sang som ‘Runnin’ Outta Luck’ (i øvrigt skrevet med Brandon Flowers fra The Killers). Lyt til koret og keyboardet. Man ville måske ikke booke The War On Drugs og Alex Cameron til en dobbeltkoncert, men lighederne er der.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Eller tænk på Gøteborg-helten Håkan Hellström. Hans musik har (også) altid været en rejse i rockhistoriske referencer, og omtrent parallelt med The War On Drugs er musikken fra starten af 10’erne blevet større, stemmen stærkere og sangene generelt mere stadionvenlige.

Da han i foråret 2020 udgav albummet ‘Rampljus’ (se alene titlen!), var flere af sangene som skrevet til de fire stadionkoncerter, han skulle have spillet på Ullevi senere samme år. Det handler ikke bare om en større lyd: Det er også et lydbillede og nogle sangstrukturer, der giver mulighed for, at flere instrumenter kan træde klart frem, så rampljuset kan ramme de forskellige optrædende og skabe dynamik på den store stadionscene.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Herhjemme er The Minds of 99 nogle af de eneste, der kan spille en udsolgt koncert i Parken, men de er bestemt ikke de eneste med den slags ambitioner.

Et relativt nyt band som Joyce har oplevet meget medvind, og de drømmer på deres nyeste single ‘Lev beskidt’ større, end de hidtil har gjort. Sangen lever nærmest op til de drømme, de beskrev i et interview med Soundvenue sidste år:

»I sidste ende har vi snakket om, at vi vil gå efter Oasis-mentaliteten. Hvad ville Oasis gøre? De ville sige: Vi skal bare blive det største band. Så det gør vi også. Mindsettet er da at kunne spille i en arena i Esbjerg, hvor alle kan synge med«.

Der er ingen skam i at stræbe efter det storslåede. Det er ikke alle, der kan spille en arena op og bevare integriteten. Men The War On Drugs ser ud til at have fundet en formel, der både fungerer på plade og på scenen.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af