KOMMENTAR. Rendyrket ekstase. Sådan vil jeg beskrive stemningen, da Niels Brandt, svævende på en platform oppe under taget i Parken, begyndte at synge de indledende linjer af ’Solkongen’.
Der lød et kollektivt glædesudbrud, som det var umuligt ikke at blive påvirket af – både fysisk og psykisk.
Jeg har været til mange koncerter i Parken, og når superstjerner som Beyoncé eller Lady Gaga går på scenen, så skriger folk.
Men det her var noget andet. En monumental jubel; en forløsning, der skulle råbes ud med lungernes fulde kraft.
Sådan begyndte The Minds of 99’s allerede nu historiske koncert i Parken, der også bød på den nok vildeste fællessang, jeg nogensinde har hørt.
’Hurtige hænder’ er i sin akustiske udgave Minds’ mest streamede sang på Spotify, og live er det også bare Niels Brandt og en guitar.
Det løfter faktisk sangen af skære den ned, og at høre mere eller mindre hele Parken synge med var sådan et øjeblik, hvor jeg stod næsten lammet – både af Brandts fremførsel, men endnu mere af den fuldstændig både hengivende og elektriske stemning, som herskede i Parken.
Her dagen efter dagen derpå må jeg blankt erkende, at The Minds of 99 fik ret, da de i ugen op til koncerten malede med den store eksistentialistiske pensel og i en pressemeddelelse erklærede følgende:
»Den her koncert er gået hen og blevet til noget, der er langt større end The Minds of 99. Den handler om, hvad hele verden har været igennem det sidste halvandet år. Den handler om den fulde genåbning af livemusikken i Danmark. Den livemusik som så mange mennesker lever og ånder for. Det handler ikke om os længere. Det er smukt«.
Tro mig, det handlede stadig om The Minds of 99. Det var deres aften, det må ingen nogensinde tage fra dem, og Niels Brandt og co. leverede et regulært brag af en koncert, som vores deciderede anmeldelse på fornem vis bevidner og beskriver.
Men samtidig er jeg ramt af følelsen af – og det er jo på sin vis ekstremt magisk og 100 procent bandets fortjeneste – at ja, det her blev rent faktisk større end The Minds of 99.
For showet kom til at indkapsle alt det, der var blevet lagt op til. Spådommen gik i opfyldelse, og Parken-showet fik rent faktisk karakter af denne her kollektive forløsning, som både den danske befolkning og den danske livemusik helt overordnet har tørstet efter.
Det kan jo være svært sådan helt håndgribeligt at beskrive, for det er jo mest af alt en stemning; en følelse, jeg fik indeni.
Som efter koncertens andet nummer, ’Ung kniv’, hvor The Minds of 99 var nødt til at starte næste sang decideret oven i, hvad der føltes som stående ovationer, der bare blev ved og ved. For der var jo en stram produktionsplan, der skulle følges.
Men det var som om, at de ligefrem blev overraskede over den massive hyldest og jubel – og med rette.
Ja; vi har været væk fra livemusik i lang tid grundet den der virus, som vi ikke længere nævner navnet på, og selvfølgelig vidste man, at der var en massiv energi, som lå under hudoverfladen på de her 50.000 gæster og boblede som et bål, der var klar til at modtage 100 liter benzin.
Men man kunne jo ikke forudse, at det ville blive sådan her. Man kunne ikke forberede sig selv på den stemning, som opstod lige der i øjeblikket.
Niels Brandt fik under ’Stjerner på himlen’ dirigeret hele Parken ned i knæ, så vi kollektivt kunne springe op til lyden af det sidste drop.
Hvilken fryd. Hvilken livsglæde, der var at spore, som man spejdede ud over den enorme menneskemængde, som gjorde klar til hop.
Og hvis jeg så selv skal male lidt med den eksistentialistiske pensel, så var det øjeblik ret symptomatisk for hele oplevelsen på et dybere mentalt plan.
Publikum sprang op, ind i friheden og tilbage til livet.
Det var en forløsning. Og måske en forløsning, der var større end The Minds of 99 – men også en forløsning, som aldrig kunne være sket uden The Minds of 99.