I går kunne Vulture fortælle, at Tyga var blevet arresteret af politiet i Los Angeles. Politiet har siden bekræftet i et tweet, at rapperen med det borgerlige navn Michael Stevenson blev arresteret tirsdag på grund af vold i hjemmet.
Arrestationen skete ifølge TMZ, fordi rapperens ekskæreste Camaryn Swanson har anklaget ham for vold. Ifølge mediets unavngivne kilder dukkede Swanson mandag op foran rapperens hjem, hvor de to parter begyndte at skændes.
Swanson uploadede efterfølgende en Instagram-story, gengivet hos TMZ, hvor hun fremviste mærker efter slag i ansigtet og på armen.
Tirsdag mødte Tyga selv op ved en politistation, hvor han altså blev arresteret. Nu skal statsadvokaten i Los Angeles vurdere, hvorvidt og hvordan rapperen skal sigtes, skriver Complex.