P3 Guld, nu på tv: Kunne tiden ikke bruges bedre end på at hælde vodka ud over en vært?

På en time gik P3 Guld fra inderlig, harpefyldt artpop til Infernal, der hældte en flaske vodka ud over Andrew Moyo. Hvad var meningen med det hele?
P3 Guld, nu på tv: Kunne tiden ikke bruges bedre end på at hælde vodka ud over en vært?
Lasse Dein fra P3 Satire indledte årets P3 Guld. (Foto: DR/Agnete Schlichtkrull)

KOMMENTAR. Hele afviklingen og serveringen af årets P3 Guld var anderledes end tidligere.

Prisuddelingen fandt sted tirsdag aften i DR Koncerthuset, men blev ikke sendt live på tv. I stedet blev der fra P3 klippet ind til salen, når der blev spillet musik og uddelt priser, og lørdag har en sammenklippet udgave af showet så ramt først dr.tv om morgenen og siden DR1 kl. 21.00.

Tv-kanalen og tidspunktet er værd at bide mærke i. For årets P3 Guld sendes nemlig lige i smørhullet mellem ’Den store bagedyst’ og ‘Barnaby’. Og sådan en placering stiller jo visse krav. Til folkeligheden, forstås. Hvilket er til at tage og føle på i det endelige produkt.

Jeg hørte radioudsendelsen i tirsdags og var derfor udmærket klar over, hvem vinderne var, hvem der spillede, og hvad der var af potentielle overraskelser (Burhan G. I bar kasse. Igen!!!).

Inden jeg satte tv-showet på, poppede følgende spørgsmål derfor op i mit hoved: Hvor sjovt er det egentlig at se en prisuddeling, når man kender vinderne på forhånd?

Moderat sjovt, viser det sig. For forudsigeligheden blev tromlet af et vanvittigt tempo, der ikke var klar på at tabe én eneste tv-seer på gulvet.

Der sker så meget i den ene time, det sammenklippede P3 Guld-show varer, at der ikke er tid til at dvæle ved noget som helst. Det går så stærkt. Det skal være så sjovt.

Og når så meget indhold skal foldes ud på bare én time, så ligger der jo meget i netop prioriteringen af indholdet. Og prioriteringen af musikken, der jo ligger til grund for det hele.

Musikken fyldte – det gjorde musikerne ikke

P3 Guld eksisterer for at hylde den nye danske musik. Gjorde prisuddelingen det i år?

Både og, synes jeg. Hvilket er et ekstremt kedeligt svar, men årets P3 Guld – motivationen, præmissen og eksekveringen – var så fyldt med modsætninger, at det er svært at være helt entydig her.

Selma Judith, Coco O., Lord Siva og Drew Sycamore leverede ekstremt stærke optrædener. Det hele var næsten opsat som æstetisk gennemførte livesessions med fuld fokus på kunstnerne, lyd, lys, røg.

Selma Judith optræder til P3 Guld. (Foto: DR/Agnete Schlichtkrull)

Selma Judith spillede på harpe og sang med en inderlighed, der gennemborede tv-skærmen. Coco O. i fuld performer-stil med korsangere og et klaver som backup. Og så med en branchekritisk sang!

Det var ligefrem artsy. Og repræsenterede musikken fra sin bedste side.

Det var lavet for skabe musikalske oplevelser, der varer ved. Så tommelfingeren op for det.

Men på den anden side blev ingen af kunstnerne præsenteret. Der var ingen ord. De var der bare og spillede deres musik.

De nominerede til priserne blev introduceret med en trio af buzzwords, og det var det. »Visionær«, »inderlig« og »lige i fjæset« var det, der blev sagt om Selma Judith. Punktum.

Og da de tre nominerede til P3 Talentet skulle interviewes i et indslag, blev det brugt til en række jokes om, hvordan de burde være. I stedet for, øh, at fortælle lidt om, hvem de rent faktisk er.

Selv motivationstalen, som tidligere har forklaret vinderne (og seerne), hvorfor udfaldet blev, som det blev, var ingen steder at finde i tv-showet.

Så mens musikken fik taletid, blev den ikke formidlet. Her var intet hvem, hvad – og hvorfor.

Underholdning frem for alt

Og her skal vi måske tilbage til det med, at P3 Guld blev sendt lige efter Bagedysten.

For som showet skred frem, stod det mere og mere klart, at her var altså tale om et underholdningsprogram – og ikke musikformidling. Konstrueret således, at den gængse DR1-seer, der så med via flow, kunne være med. Hele vejen.

Det hele startede sågar med en sang fra P3 Satire og oftest geniale Lasse Dein. Og da Mekdes vandt P3 Talentet, var der i bedste ’X Factor’-stil live-Zoom med familien, så man forhåbentligt kunne få fremprovokeret en tåre.

Fie Neergaard, Andrew Moyo og Emil Lange overrækker P3 Prisen. (Foto: DR/Agnete Schlichtkrull)

Der var cameos fra Kåre Quist og Helle Thorning-Schmidt, og Adnan drev gæk med Kulturministeren, mens Infernal skulle lære Curlingklubben-værterne en ting eller to om stage presence.

Vi fik endda hele programmet for P3 Guld-showet forklaret i starten med en præcis tidsplan, mens der undervejes blev teaset for, at ’om lidt bliver P3 Lytterhittet delt ud’.

Årets show var underholdning, skæg og ballade, glorificeret P3-reklame. Gud forbyde, at en flow-seer skulle zappe væk. Ingen overraskelser! Bliv hængende, så får du denne her godbid!

På den måde var det ret sigende for oplevelsen, at man kendte vinderne på forvejen.

Der var bare ikke vanvittigt meget på spil. Det var ikke live. Der var ikke følelsen af, at alt kan ske, og hvem vinder nu, og hvad har de nu fundet på. Og mon der, gud forbyde det, sker noget, som ikke var fuldstændig timet og tilrettelagt?

Det var en times tjubang til fredagskaffen, der startede med harpe og følsom artpop og sluttede med Infernal, der kom hoppende på scenen og gav vært/presenter Andrew Moyo et vodkabad.

Sidstnævnte var da morsomt. Men kunne tiden ikke have været brugt bedre på rent faktisk at sige noget – bare ét eller andet – om musikken?

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af