Adele har i sidste øjeblik udskudt sin tre måneder lange residens-koncertrække på Caesar’s Palace i Las Vegas.
Popstjernen skulle have skudt showet i gang i dag, men i går udskød hun sine optrædener på ubestemt tid i en Instagram-video, hvor tårerne løb ned ad hendes kinder.
»Jeg er så ked af det, men mit show er ikke klar. Vi er blevet fuldkommen ødelagt af leveringsforsinkelser og covid. Halvdelen af mit crew, halvdelen af mit hold er nede med covid. Det er de stadig, og det har været umuligt at færdiggøre showet. Jeg kan ikke give jer, hvad jeg har lige nu. Jeg er knust«, siger tårevædede Adele.
Hun skulle have spillet 23 koncerter over tre måneder, hvilket var bemærkelsesværdigt, da Adele ikke tidligere har kastet om sig med liveoptrædener. Faktisk har hun kun været på turné tre gange i løbet af sin 13 år lange karriere, hvor festivaloptrædener heller ikke har været kutyme.
Adele er aktuel blev hitalbummet ’30’, der tager fat om hendes egen skilsmisse.