Adele har været soundtracket til millioner af breakups – nu synger hun sig selv gennem et
Jeg tænker tit på, hvem jeg i fremtiden vil fremhæve for mine børn som min ungdoms største sangere. Adele er nok en af dem.
Hendes ballader er tidløse, hendes stemme imponerende, og hun kan fængsle et publikum uden at skulle bruge så meget andet end de to virkemidler. Og som min kollega Niels Jul Bruun skrev for nylig, så er Adele en af de få, der igennem hele sin karriere er lykkedes med at lave (succesfuld) musik, der er helt upåvirket af øvrige musiktendenser. Det gør sig til dels også gældende for hendes fjerde album ‘30’.
Den britiske musikers simple albumtitler vidner om tidspunkter i hendes liv – og denne gang er der tale om, da Adele rundede titlens skarpe hjørne og samtidig blev skilt fra sin nu eksmand.
‘30’ er derfor et album om en stor sorg: »I’ll be taking flowers to the cemetary of my heart« er åbningslinjen på albummets første sang, og derfra tager Adele os gennem de mange følelser af håbløshed, tudbrølen og bitter erkendelse, der følger med et brud.
Og selv om Adele har sunget om breakups før, er der mere på spil denne gang, hvor hendes hjertesorg ikke kun knytter sig til en partner, men også til splittelsen af hendes familie.
»Mommy’s got a lot to learn«, synger hun på den neosoulede ‘My Little Love’, der fortæller om Adeles smerte over for sin søn, der har fået vendt sit familieliv på hovedet i samme grad som sine forældre.
Især dén sang gør indtryk på ’30’ – særligt når man til sidst hører en grådkvalt Adele fortælle i en voice memo, hvordan hun pludselig kæmper med ensomhed, selv om hun altid har foretrukket at være alene.
Når man tænker på, hvor mange andre menneskers hjertesorg, Adele med garanti har været soundtrack til i løbet af sin karriere, er der noget ret vemodigt over, at hun nu selv er hovedpersonen i sin egen kæmpe hjertesorg.
Hvem kan synge Adele gennem sit breakup? Hvilken sang er hendes ‘Someone Like You?’
Sangene på ‘30’ tyder på, at Adele har søgt tilflugt i oldschool jazz- og soulklassikere for at få tudet igennem, og hendes 12 heartbreak-anthems har både elementer af tidlig Motown og dekadente fløjlstunge jazzklubber. Stemninger der fint klæder hendes stemme og også fremhæver de mere støvede nuancer af den, som nogle gange forsvinder i store hitlisteproduktioner a la ‘Hello’ eller ‘Rolling in the Deep’.
Særligt på ‘I Drink Wine’, ‘Cry Your Heart Out’, ‘Hold On’ og slutnummeret ‘Love is a Game’ er der skruet stærkt op for gospel- og Motown-indflydelserne, mens den filmiske jazz-dekadence sniger sig ind på ‘Strangers By Nature’ og ‘All Night Parking’. ‘Woman Like Me’ har en næsten Sting-agtig ‘Fragile’-tristhed over sig.
Adele behersker overbevisende de nostalgiske referencer, og derfor er de mere klassisk sassy Adele-bangers ‘Oh My God’ og ‘Can I Get It’ faktisk også de to mest uinteressante numre på albummet. Der bliver det også tydeligt, at Adeles tekster måske ikke altid rummer den mest sindsoprivende poesi.
På trods af nye musikalske inspirationskilder er det dog stadig førstesinglen ‘Easy On Me’, der står som albummets allerstærkeste øjeblik for mig. Adeles varemærke, altså tidløsheden og hendes store stemme, er det, der går mest i nervebanerne – her føler man hende allertættest på.
Foruden singlen og den måske lidt for overgjorte ‘To Be Loved’ kunne jeg godt savne en ballade mere af den kaliber på ‘30’. For det er der, Adeles mest imponerende evne ligger – evnen til at give gåsehud bare ved lyden af hendes stemme. Og den kan hun bruge til både ‘35’, ‘40’, ‘70’, og hvad hun ellers finder på.
Kort sagt:
Adeles personlige hjertesorgsalbum snuser til nye inspirationskilder, men hendes tidløse Adele-hed er stadig intakt.