I fredags landede The Weeknds femte studiealbum, ‘Dawn FM’, så det siger sig selv, at promoveringsmaskinen lige nu kører for fuld power. På udgivelsesdagen udkom der også en musikvideo til sangen ‘Sacrifice‘, og nu har vi fået en pænt uhyggelig billedside til ‘Gasoline’.
I videoen er The Weeknd på en creepy natklub, hvor gæsterne forvandles til zombier, og hvor der er både slanger og andre ulækre insekter. The Weeknd møder så en ældre udgave af sig selv (se ‘Dawn FM’-coveret), hvis ansigt han banker til en blodig masse.
Pænt ubehageligt – men The Weeknd er jo efterhånden kendt for sit stedvis voldsomme, men altid originale musikvideounivers.
‘Gasoline’-videoen er dog ikke det eneste nye fra den canadiske superstjerne.
Han har derudover udgivet et remix af ‘Sacrifice’ med Swedish House Mafia, der såmænd også har fået sin egen video. Den er dog knap så voldsom som ‘Gasoline’. I dén video bliver der mest bare danset og poseret i hvad der ligner en idrætshal.
Den nye version af ‘Sacrifice’ er en del af en ny, udvidet udgave af ‘Dawn FM’, der netop er landet, og som også inkluderer et ‘Take My Breath’-remix af Agents of Time samt det tidligere udgivne Swedish House Mafia-samarbejde ‘Moth To a Flame’.
Som sagt: Der er virkelig gang i The Weeknd-maskinen de her dage.