Smukfest-gæster kunne ånde lettet op, da Justin Bieber genoptog sin verdensturné i august efter at have været sygemeldt grundet Ramsay Hunt-syndrom.
Helt så heldige er resten af billetindehaverne til koncerterne på hans verdensturné ikke. Efter seks koncerter har Bieber set sig nødsaget til at aflyse resten af turnéen. Det udtaler han i en Instagram-story.
»Tidligere på året stod jeg frem med min kamp med Ramsay Hunt-syndrom, som havde lammet dele af mit ansigt. Efter at have hvilet og konsulteret med mine læger, min familie og mit hold, tog jeg til Europa i et forsøg på at fortsætte turnéen. Jeg spillede seks liveshows, som virkelig tog hårdt på mig«.
»Sidste weekend spillede jeg ved Rock i Rio, og jeg gav den alt, hvad jeg havde, for folket i Brasilien. Men efter at være trådt af scenen, blev jeg overvældet af udmattelse, og jeg indså, at jeg er nødt til at gøre mit helbred til min prioritet lige nu. Så jeg bliver nødt til at tage en pause fra turnélivet på nuværende tidspunkt«.
Justin Bieber fortalte om sin diagnose med Ramsay Hunt-syndrom i juni. Han holdt fri det meste af juli, hvorefter han i starten af august gæstede blandt andet Smukfest med en koncert, der fik hård kritik af de danske anmeldere. Vores anmelder skrev blandt andet, at Bieber var »fraværende og ugidelig«.
Vi krydser fingre for, at Bieber genfinder energien og kommer til hægterne.