Tessa sender mændene ud i køkkenet på ny single – lyt til ‘TCM’

Tessa. (Foto: PR)

Tessa har fra starten af karrieren været god til at skabe mottoer og catch phrases. Hun har døbt sine fans ‘Sjakalinas’, sin hjemstavn ‘Blæstegnen’ og så har hun genindført slangordet ‘Ben’.

På sin nye single introducerer rapperen os nu for endnu et nyt koncept: ‘TCM’.

Forkortelsen står for Top Chick Mentalitet, og sangen forklarer ret utvetydigt, hvad det går ud på.

Nemlig noget med at have solbriller på indenfor, dominere lokalet og tjene skejs nok skejs til at æde sin booty fed. Og så handler det om ligestilling: »Han sagde, han drømte om at tage hen et sted, han aldrig har været / Så jeg sagde: Prøv køkkenet, og kald når der er mad!«

Derudover er der – selvfølgelig – også den type humoristisk sexrap, Tessa er kendt for: »Min eks sagde, at jeg er bange for at binde mig / så jeg gav ham et reb, og sagde: ‘Bind mig’«, lyder det et sted.

‘TCM’ er Tessas tredje single i 2022 efter ‘Engangspik’ og ‘Farver’. Hun har desuden gæstet Specktors’ remake af ‘Lågsus’, og udgivet en freestyle, der blandt andet handlede om krigen i Ukraine.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af