Over det seneste halve år har Tessa cementeret sig som dronningen af dansk hiphop med singler som ‘Snakker for meget’, ‘Okay’ og ‘Ben’, som vi kårede til en af årets bedste danske sange, samt den hårdtslående freestyle ‘Fuck dem‘. Nu er hun aktuel med klub-tracket ‘Sjakalina’ – ordet for den kvindelige pendant til sjakal – og der er skruet helt op for attituden.
På Sjakalina viser Tessa, at kvinder kan være mindst lige så stærke og fulde af attitude som mænd, mens hun også kommer med et opråb til alle kvinder om at mærke deres indre kraft og stå fast med omkvædet: »Hvor er mine Sjakalinas henne? / Sjaks tror, vi er nemme / Men vi giver en fuck for en fyr / Tager hans penge / Hvor mine Sjakalinas henne? / Dominerer sengen, dominerer klubben / Pæne piger bliver derhjemme«.
Der er masser af eksplosive vers fra Tessa, der endnu engang rapper kompromisløst og teknisk overlegent. Linjer som »Jeg slappede en fyr / Fordi han stønnede Christina / Kom i tanke om / Jeg gav ham et falskt navn / Ægte Sjakalina / Man kan ikke finde en fyr på Tinder / Når man er så kendt / Og jeg ved ikke / Om jeg vil have en kæreste eller assistent« rammer den hårdtslående attitude, som er blevet hendes varemærke.
Tessa spiller på Roskilde Festival til næste år og efter så mange stærke singler, er der ingen tvivl om, at folk også sukker efter et helt album fra Danmarks mest omtalte nye rapper.