Her er 10 koncerter, du skal livestreame fra Coachella denne weekend – fra Frank Ocean til Rosalía

Her er 10 koncerter, du skal livestreame fra Coachella denne weekend – fra Frank Ocean til Rosalía
Bad Bunny. (Foto: Timothy Norris/Getty Images)

Jeg tror ikke engang, jeg lægger hovedet på blokken, når jeg siger, at Coachella løber med verdens fedeste festival-lineup i år.

Det er lige ved at være uudholdeligt at tænke på, at man skal gå glip af en så stjernespækket musikplakat.

Men hey. Wait a minute. Det behøver du slet ikke.

Indsæt fanfare.

Traditionen tro bliver koncerterne nemlig streamet live på YouTube. Og som noget nyt kan du i år se ALLE koncerterne fra samtlige seks scener.

Det kalder på en Coachella-anbefaling, synes du ikke?

I øvrigt: Coachella finder naturligvis sted i USA, og koncerterne ligger derfor på nogle mildest talt upraktiske tidspunkter. For at gøre livet lettere for os alle, er koncerttidspunkterne i artiklen angivet i dansk tid, så du ikke behøver at finde lommeregneren frem. You’re welcome.

Pusha T til Coachella (Foto: Kevin Winter/Getty Images)

Pusha T

Fredag nat, 01.30

Vil du gerne varme dine Pusha T-bars op, inden han giver koncert i Store Vega? Eller måske inden han gæster NorthSide ugen efter?

Så kunne du jo passende streame med, når New York-rapperen lægger Coachella ned.

Bad Bunny

Lørdag morgen, 08.25

Sidste forår udgav den puertoricanske reggaetonstjerne sit femte og hidtil mest succesfulde album, ‘Un Verano Sin Tí’.

Og selvom vi måske er lidt Bad Bunny-bagud i Danmark, er der gode chancer for, at hans reggaeton-rytmer passer perfekt til den californiske boheme-festival.

Yung Lean

Søndag nat, 01.15

Svenske Yung Lean er gået fra at være en latterliggjort undergrundsrapper til en global, genrebrydende stjerne.

Yung Leans musik har altid lugtet af USA-fascination. Mon ikke den californiske sol derfor bliver det perfekte bagtæppe til hans eksperimenterende rap.

Ethel Cain. (Foto: Gus Stewart/Redferns)

Ethel Cain

Søndag nat, 01.30

Med sit debutalbum ‘Preacher’s Daughter’ fra sidste år skrev Ethel Cain sig direkte ind som en af tidens mest interessante og kraftfulde musikalske historiefortællere. Til sommer besøger hun Roskilde Festival.

Charli XCX

Søndag nat, 02.35

Sidste år ramte Charli XCX’s album ‘Crash’ som et elegant sammenstød af alt det, hun er bedst til.

Det er ikke til helt at forudsige, hvad hun gør på Coachella, for Charli XCX er en uudtømmelig brønd af musikalske eksperimenter. Men det kommer nok til at føles – ja, som et crash.

Rosalía og hendes dansere på Roskilde Festival i 2019. (Foto: Bo Källberg/Soundvenue)

Rosalía

Søndag nat, 04.00

Rosalía er inde i en god stime. Senest udgav hun en ep sammen med kæresten Rauw Alejandro, der var rimelig sexet.

Nu kan du opleve hende live via stream inden hun lægger vejen forbi Roskilde Festival til sommer.

Boygenius

Søndag morgen, 05.10

Boygenius har netop udgivet sit allerførste fuldlængdealbum ‘The Record’, der landede som den perfekte blanding af afdæmpede folk’ede åndehuller og store indierock-bangers.

De californiske ørkenagtige omgivelser virker helt rigtige som location til indierockgruppen.

Blackpink ved MTV’s VMA-show i august 2022. (Foto: Jeff Kravitz/Getty Images)

Blackpink

Søndag morgen, 06.00

For blot en måned siden erobrerede Blackpink officielt titlen som verdens mest streamede pigegruppe på Spotify.

Hvis ikke det taler for sig selv, vil deres gennemførte decemberkoncert i Royal Arena måske være det afgørende argument for, at du skal tune ind på Coachella-kanalen, når den kraftigt iscenesatte k-pop-fest skydes i gang.

Björk

Mandag morgen, 04.25

I efteråret udgav Björk sit rørende svampetrip af et album ‘Fossora’. De sange bliver fascinerende at høre live fra Coachella.

Frank Ocean under sin Coachella-koncert i 2012. 11 år senere vender han i 2023 tilbage til festivalen. (Foto: Paul R. Giunta/Getty Images)

Frank Ocean

Mandag morgen, 07.05

Er du også en forventningsfuld fan eller savner du måske bare at synge med på sange som ‘Pink + White’ eller ‘Lost’?

Så kan du jo passende pleje dine Frank Ocean-cravings med en Coachella-koncert fra den amerikanske artist. Det er mandag morgen, det sker.

Bonus: Danske WhoMadeWho

Søndag morgen, 05.00

Og så skal der selvfølgelig også lige lyde et skud ud til danske WhoMadeWho. Det er ikke hver dag, et dansk navn får lov til at besøge en af verdens mest hypede festivaler – så sæt vækkeuret til klokken fem søndag morgen, hvis du vil se med.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af