Björk synger med og om sin familie på det rørende svampetrip ‘Fossora’
Björk har været usædvanligt meddelsom i optakten til udgivelsen af ’Fossora’. Store interviews – med righoldigt billedmateriale – har været bragt i medier som The Guardian, The Atlantic og Pitchfork. Det kunne umiddelbart se ud som om, at Björk nærer et ønske om igen at nå bredere ud med sin musik a la dengang, hun var dagsordensættende som popmusiker i 1990’erne.
Björk taler i de forholdsvis ensartede profilartikler om, at hun efter at have svævet rundt i et sfærisk univers af tværfløjte og fuglefløjt på albummet ’Utopia’ (2017) har følt et behov for at komme i kontakt med noget saft og kraft igen. Jord – og mere specifikt: svampe – udgør inspirationsgrundlaget og den samlende metafor for sangene på ’Fossora’, der genintroducerer os for Björks gamle forkærlighed for tunge beats, der kan skabe en mere direkte forbindelse til kroppens nervebaner og hjernens lystcenter.
Svampe skyder op fra jorden under alskens geologiske forhold. Svampenes evne til at formere sig bliver for Björk til et billede på biologisk overlevelseskraft og menneskeslægternes gang på den jord, vi deler med svampene.
Lyden af især dybe basklarinetter – som vi allerede blev tydeligt introduceret til på førstesinglen ’Atropos’ – bliver en form for musikalsk ledetråd, der giver værket identitet, selv når de enkelte sange bevæger sig ud af vidt forskellige kompositoriske baner. Basklarinettens dybe toner kan siges at fungere som et musikalsk udtryk for svampetemaet; en forankring i det jordiske og konkrete i modsætning til sværmerierne på ’Utopia’.
At stå i et forhold til sine nærmeste er et af albummets centrale temaer. Særligt tre af sangene tager udgangspunkt i Björks eget liv, ikke mindst hendes forhold til sin mor, Hildur Rúna Hauksdóttir, der døde i 2018.
På albummets centrale skæring, ’Ancestress’, fortælles historien om Hildur Rúna Hauksdóttirs sidste tid på jorden og de spor, hun har efterladt sig i datteren. Det er en smukt svunget og smukt sunget komposition. På ’Sorrowful Soil’ væver Björks lag af vokalspor sig ind og ud af hinanden som på et sart spundet, men spektakulært detaljerigt billedtæppe. Her synger hun om »emotional textile«, en arketypisk Björk-formulering, hvor følelser sammenstilles med noget materielt.
Mistede man som lytter tålmodigheden med Björk fra og med a cappella-eksperimentet ’Medúlla’ (2004), vil man dog næppe finde anledning til at lade sig genforelske nu. Jeg savner fortsat det medrivende schwung i Björks musik, der på hendes 90’er-hovedværker bjergtog lyttere verden over. Her var Björk i stand til – og indstillet på – at kommunikere direkte om menneskets længsler.
Til gengæld berører hun mig mere end længe med netop sangene om og til sin mor. Hvor Björks søn, Sindri, lægger korstemme på ’Ancestress’, er det hendes datter, Isadora, der tryllebinder med et flet af trillende stemmer på afslutningsnummeret ’Her Mother’s House’.
Her lykkes Bjørk med at skabe en forbindelse til lytteren helt uden brug af beats, og hun får i samme bevægelse understreget et for albummet centralt tema: Familien som en hellig enhed, hvor faklen gives videre fra generation til generation.
Kort sagt:
Mistede man som lytter tålmodigheden med Björk, da hun erstattede pop med avantgarde i det 21. århundrede, vil man sikkert ikke finde anledning til at genforelske sig i den islandske stjerne med ’Fossora’. Men albummet byder nu alligevel på en velkommen blanding af familierelateret sorgbearbejdelse og nysgerrige, detaljemættede produktioner.