Emma Sehested Høeg ‘Dame Dearest (Pilot)’
De fleste kender nok primært Emma Sehested Høeg fra serieverdenen.
Det 29-årige multitalent gjorde sig for alvor bemærket som skuespiller i Xee-serien ‘Limboland’, og siden har hun blandt andet spillet over for Frederik Cilius og Rasmus Bruun i DR-satiren ‘Orkestret’.
Sammen med Jennifer Vedsted Christiansen har Høeg desuden sejret stort med teateropsætningen ‘Farvel til Madonna’, og tidligere i år debuterede de to med deres første fælles serie i form af TV 2-serien ‘Killjoy’.
Som om det ikke var nok, arbejder Høeg også som musiker, og i dag udsender hun sin første ep. Og som noget nyt bruger hun sit eget navn. Indtil nu har Emma Sehested Høeg udgivet musik under kunstnernavnet Dame Dearest, men det gør hun altså ikke længere.
Med reference til serieformatet bærer ep’en titlen ‘Dame Dearest (Pilot)’. Det tyder altså på, at udgivelsen er starten på et større værk fra den bredtfavnende kunstner.
Lyt til ep’en HER.
Kesha ‘Gag Order’
Med festlige landeplager som ‘Tik Tok’ og ‘Die Young’ var Kesha en af start-10’ernes mest uundgåelige popstjerner, men at dømme ud fra de hårrejsende singler ‘Eat the Acid’ og ‘Fine Line’ går hun i en helt anden retning på sit nye album, ‘Gag Order’.
Albummet er produceret af selveste Rick Rubin, og Kesha har selv kaldt ‘Gag Order’ for hendes skrøbeligste album til dato.
Lyt til albummet HER.
Eloq ‘Shy Spring’
Eloq har i mere end et årti været et prominent navn på den danske musikscene. Først som en del af Cheff Records, og sidenhen som en del af trioen AV AV AV samt som producer for en række af landets største artister som The Minds of 99, Jada og Mø.
Selv har han udgivet flere ep’er, men albummet Shy Spring er det første fulde album fra Eloq.
Lyt til albummet HER.
Kaytraminé ‘Kaytraminé’
Kaytraminé er – som navnet indikerer – en ny duo bestående af stjerneproduceren Kaytranada og den excentriske rapper Aminé.
Spændende kombination, må man sige. Og det bliver ikke ligefrem mindre spændende, når man kigger på gæstelisten til deres selvbetitlede debutalbum: ‘Kaytraminé’ tæller nemlig features fra så prominente skikkelser som Snoop Dogg, Freddie Gibbs og Pharrell Williams.
Lyt til albummet HER.
Baloosh ‘Ny art’
Med kun én dags varsel har Baloosh udgivet debutalbummet ‘Ny art’, hvor Aarhus-rapperen får selskab af blandt andre byfællerne i Shooter Gang samt ingen ringere end L.O.C., der som bekendt også har rødder i Aarhus.
Både Shooter Gang og L.O.C. dukkede også op, da Baloosh i forrige weekend spillede til årets udgave af Spot Festival. Tidligere i år debuterede Baloosh som skuespiller i filmen ‘Underverden II’.
Lyt til albummet HER.
Hør også disse album, hvis du vil være helt opdateret:
Tredjeperson ‘Man vænner sig til at være fjern’
Bar Italia ‘Tracey Denim’
Kira Skov ‘My Heart Is a Mountain’
Sandra Hussein ‘Ocean af følelser’
Karen Mukupa ‘Bonobo’
Lewis Capaldi ‘Broken by Desire to Be Heavenly Sent’
Croatian Armor ‘A Part of You in Everything’
Rune Kuda ‘Ikke flere memoer’