Lukker i dag: Stort spillested i København er fortid

Lukker i dag: Stort spillested i København er fortid
Stagebox. (Foto: Bo Källberg/Soundvenue)

Tidligere på ugen kunne Kulturmonitor fortælle, at spillestedet Stagebox var i økonomiske vanskeligheder, ikke betalte husleje og kørte med et millionunderskud. Stagebox havde fået frataget nøglerne til dets faste, lejede koncertvenue på Refshaleøen og stod derfor »uden fast tag over hovedet«.

Nu har Stagebox via en pressemeddelelse officielt bekræftet, at spillestedet lukker.

»Det er med utrolig sorg i hjertet, vi må meddele at Stagebox ophører som spillested pr. dags dato«, lyder det i pressemeddelelsen, hvor spillestedets stifter og direktør, Stefan Petersen, udtaler:

»Jeg er ustyrligt ked af det. Det har aldrig været tanken, at skulle ende her, selvom jeg godt ved, vi søsatte noget ingen før har gjort i København«.

I pressemeddelelsen hævder Stagebox, at de artikler, der på det seneste har været bragt om spillestedet, er »fyldt med faktuelle og dokumenterbare fejl«, og at de ikke er konkurs. Men Stagebox skriver samtidig, at de ikke har en lejekontrakt længere, og at de derfor »inden for kort tid« vil indgive en konkursbegæring.

Spillestedet åbnede dørene i efteråret 2021 og lukker altså fra i dag. Opsatte koncerter vil blive rykket til andre spillesteder i København, står der i pressemeddelelsen.

Fejl: Argumentet 'posts' er ikke sendt med