‘Autumn Variations’: Ed Sheerans sukkersøde efterårsalbum er kvalmende som en Pumpkin Spice Latte
Da jeg første gang satte Ed Sheerans nye efterårsalbum på, kunne jeg med det samme mærke, at noget var helt galt.
Straks hoppede jeg på cyklen og satte kursen mod Starbucks, hvor jeg bestilte efterårsklassikeren over dem alle: en Pumpkin Spice Latte.
Jeg fandt en bænk at drikke den på, mens jeg lyttede til albummet og uden held forsøgte – skønt solen skinnede, træerne stadig var helt grønne, og temperaturen nærmede sig foruroligende 22 grader – at give mig hen til den efterårsstemning, som albummet så ihærdigt forsøger at fremmane.
Til at begynde med smager den godt, sådan en Pumpkin Spice Latte, men halvvejs igennem begynder kvalmen at indfinde sig. Og dernæst opstår en række erkendelser.
Som for eksempel at den ellers venlige barista havde opvarmet mælken mere, end hvad godt var. At det faktisk er vulgært at putte flødeskum oven på allerede skummet mælk, og at ‘pumpkin spice’ trods sit eventyrlige navn stort set bare er en blanding af kanel, muskatnød og smagsforstærkere.
Og endelig at denne Pumpkin Spice Latte er den ideelle metafor for et album som ‘Autumn Variations’, der desperat ønsker at fremstå rustikt og autentisk på en skovmandsskjorte-agtig måde, men som ikke formår at undslippe et uncanny skær af klinisk kunstighed.
Der er noget underligt ved den måde, hvert eneste instrument i det ellers så akustiske lejrbålsunivers lyder fuldstændig renset for det mindste spor af krop og materialitet.
Og der er noget direkte manipulerende over det åbenlyst kalkulerede forsøg på at få det, der i virkeligheden blot er musikalsk kloroform til at bedøve lytteren, mens de apatisk scroller gennem Instagram, til at lyde som inderlighed.
I teorien burde Sheeran være i stand til at lave et godt album. Han har en indiskutabel evne til at komponere melodier af den slags, som det kræver kirurgiske indgreb at fjerne, når først de har sat sig fast. Det får vi i denne omgang at høre på sange som ‘Plastic Bag’ og ‘Punchline’.
En sang som den simple, underspillede ‘Blue’ viser desuden, at Sheeran er en glimrende vokalist med en sart, fløjlsagtig porøsitet i sin falset og en følsom hæshed, han tager i brug, bedst som man tror, at graden af patos umuligt kan øges yderligere.
Kvaliteter, der – i teorien – burde love godt for et solidt popalbum.
I teorien, ja, men ak! Ikke blot er det antiseptiske musikalske univers på ‘Autumn Variations’ så behagesygt og omklamrende, at jeg næsten får kuldegysninger, men selve sangene fremstår så sukkersøde og naivt nuttede, at de sommetider føles helt infantile.
Som for eksempel ‘Amazing’, hvor Sheeran i et ekstremt højstemt, råbende omkvæd begræder, at han ikke føler sig »amazing« hele tiden, hvilket unægteligt også er et meget højt krav at stille til tilværelsen. Eller ‘Plastic Bag’, hvor det at tage i byen og feste hver eneste lørdag aften fremstilles som helt uhørt, de Sade-agtig hedonisme.
Eller hvad med ‘The Day I Was Born’, der synges fra perspektivet af en stakkel, der må fejre sin fødselsdag alene? »And they don’t want to celebrate / Nobody cares this is the day I was born«, synger han. Og derefter: »Another birthday alone / La-la-lay, la-la-lay«.
Sangens storladne komposition og dens varme, countryklingende lyd fejler bestemt ingenting, men for enhver, der er ældre end 12 år, er det svært at forestille sig, at de psykiske omkostninger af at være alene på sin fødselsdag er så voldsomme, som de tilsyneladende er her.
Men det bliver værre endnu. ‘That’s on Me’ kombinerer stacceret fingerspil af den slags, der har prydet hitlisterne siden 2015 – tænk Justin Biebers ‘Love Yourself’, som Sheeran selv var med til at skrive – med en akavet, rap-agtig vokalstil i versene og et omkvæd, hvor Sheeran lyder som en motivationscoach.
Og så har jeg slet ikke nævnt ‘England’, der er så nationalromantisk, at selv Oehlenschläger må bøje sig for sin overmand. »I find this country of mine gets a bad reputation / Of bein’ cold and grey«, synger Sheeran på et tidspunkt, som om England ikke beskyldes for ting, der er væsentligt mere alvorlige end overskyet vejr.
Ingen af disse sange synges med skyggen af humor eller så meget som et glimt i øjet. Som om Sheeran simpelthen ikke er klar over, at vi på ‘Autumn Variations’ ofte befinder os på usædvanligt fjollet territorie.
Resultatet er et album, der er lige så uappetitligt som det grålige og for længst kolde mælkesjask, der er tilbage i min Starbucks-kop, og som ved albummets afslutning er havnet i skraldespanden.
Kort sagt:
Ed Sheerans sukkersøde efteråralbum er i længden lige så kvalmende som en Pumpkin Spice Latte. ‘Autumn Variations’ ønsker desperat at fremstå rustikt og autentisk på en skovmandsskjorte-agtig måde, men resultatet er behagesygt og omklamrende.