Der er steder på ‘-‘, hvor Ed Sheeran aldrig har lydt bedre – andre steder følger han sine værste impulser

Der er steder på ‘-‘, hvor Ed Sheeran aldrig har lydt bedre – andre steder følger han sine værste impulser
Ed Sheeran. (Foto: Annie Leibovitz/PR)

Full disclosure: Forud for denne anmeldelse havde jeg ikke lyttet til et helt Ed Sheeran-album siden 2014. Nærmere bestemt ikke siden samme års ’x’-album, som den kyndige læser nok allerede har gættet.

Men jeg har lavet min research. De seneste par uger har jeg gennemtrawlet hele den britiske popstjernes katalog, fra det efterhånden 12 år gamle debutalbum ‘+’ til 2021-albummet ‘=’. Jeg smed endda et par ep’er og samarbejdsprojektet ’No.6 Collaborations Project’ oveni puljen bare for at få det hele med.

Er jeg så blevet en decideret »Sheerio« nu? Ikke ligefrem. Men jeg har lært en ting eller to.

Blandt andet at Ed Sheeran (gudskelov!) er stoppet med at rappe, og at end ikke jeg er immun over for den inderlige hæshed, der nogle gange melder sig i hans højeste register. Jeg har også lært, at ’x’ faktisk er hans bedste album, og at ’=’ er hans værste.

Ed Sheeran. (Foto: Annie Leibovitz/PR)

Men vigtigst af alt har jeg lært, at Sheeran er bedst, når han omfavner rollen som singer/songwriter. Når han parkerer sine tilsyneladende ChatGPT-genererede »ooh-ooh«-omkvæd og søvndyssende dancepop-beats, og bare slår røven i sædet med sin guitar.

Derfor er jeg også glad for at kunne berette, at sangskriveren på sit seneste album langt hen ad vejen nøjes med at gøre netop det.

‘-‘, som det nye album hedder, består mestendels af akustiske ballader, der rent kompositorisk har langt mere til fælles med tidlige singler som ‘The A Team’ og ‘Lego House’ end senere storhits som ‘Shape of You’ og ‘Bad Habits’.

Det gælder ikke mindst åbningsnummeret ‘Boat’, hvor Sheeran over en bølgeskvulpende akkordgang krænger hjertet ud om sin tiltagende modløshed med en kitschet, men kraftfuld metafor om en båd i stormvejr.

Det føles råt og reelt, når Sheeran flere gange lader sin spinkle vokal knække. Resultatet er blandt hans bedste sange til dato.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ligeledes vellykket er lukkeren ‘The Hills of Aberfeldy’. Et åbenbart 11 år gammelt nummer, der med sin hovedkuldse omfavning af folkgenren kunne være løftet direkte fra soundtracket til Coen-brødrenes 2013-film ‘Inside Llywen Davis’.

Det nye album bærer som sagt titlen ‘-‘, og er man efterhånden træt af de kryptiske titler, kan jeg trøste med, at dette efter sigende bliver det sidste i rækken. Måske fordi Sheeran er løbet tør for matematiske symboler. (Jeg ville have foreslået ham at fortsætte med gængs tegnsætning, men albumtitlen ’?’ er desværre allerede optaget.)

’-’ er imidlertid ikke kun et vigtigt album i Sheerans karriere, fordi det afslutter hans matematik-æra. Albummet er også vigtigt, fordi det er skrevet, i hvad der må forventes at være hans livs største krise.

Sheerans nye album lander på nemlig bagkant af tabet af hans bedste ven, Jamal Edwards, som gik bort i februar 2022. Samme måned fik Sheerans gravide kone konstateret en svulst.

Døden og seperationsangsten vejer tungt på ‘-‘. »So tell me how / How my life goes on with you gone?«, lyder det på sorgballaden ‘Life Goes On’, mens han på den klaverbårne ‘Vega’ ser mere håbefuldt på tingene: »One door closes then one opens, gotta keep the focus / If we believe, then she’ll get better«.

Det resulterer i karrierens mest vedkommende tekster, og det klæder sangskriveren at lade os komme så tæt på.

Ed Sheeran. (Foto: Annie Leibovitz/PR)

Desværre nægter Sheeran flere steder alligevel at give helt slip på sin hang til at skrive effektive, men også anonyme ørehængere. Til tider er det svært at begribe, at størstedelen af albummet rent faktisk er produceret af The National-guitarsten Aaron Dessner – tidens hotteste indie-producer, som også stod bad Taylor Swifts ‘Folklore’ og ‘Evermore’.

Førstesinglen ‘Eyes Closed’ er et godt eksempel: Sangen starter egentlig behageligt ud med en reverb-tung, fingerplukket nylonguitar (lidt a la ‘Folklore’, faktisk), mens forsigtige ambientlyde underbygger sangens tragiske baggrundshistorie.

Men så snart omkvædet indtræffer, er du ikke et sekund i tvivl om, hvad du lytter til: En Ed Sheeran-sang. Ligesom alle de andre. Fuldendt med et repetitivt »eye-eye-eye-eyes«-hook og et fortærsket billedsprog om at danse alene med øjnene lukket.

Sheeran har ellers udtalt, at han med dette album for første gang »ikke prøver at skabe et album, som folk vil kunne lide«. ‘Eyes Closed’ og den udvandede poprock på ‘Curtains’ indikerer noget andet.

Det er i sidste ende synd. For der er steder på ‘-‘, hvor Sheeran aldrig har lydt bedre.


Kort sagt:
På sit seneste, skrøbelige album nøjes Ed Sheeran langt hen ad vejen med at omfavne rollen som singer/songwriter. Andre steder følger han sine værste impulser.

Ed Sheeran. '-'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af