ANBEFALING. Jamie xx’ nye single, ’It’s So Good’, er lavet til en reklamekampagne for Chanel, og det er egentlig sjældent til den type opgaver, musikere finder deres allerbedste materiale frem.
Men den britiske producer og dj holder ikke igen. ’It’s So Good’ er en sang med klare intentioner. Den lyder mere som en førstesingle fra et album end som en b-side til en reklamekampagne.
‘It’s So Good’ er sådan et nummer, der skyller ind over dig. Opildnende, pitchede stemmesamples – et typisk Jamie xx-greb – bliver kombineret med houseklaver og en produktion, der konstant lyder, som om den er på vej opad.
Produceren tager dog ikke den lineære vej frem, men lægger uventede bump ind på vejen. Maskineriet begynder at stamme og skramle, når beatswitches og brud ryster produktionen. Men ligesom »life always finds a way« i ‘Jurrasic Park’, lykkes sangens evige livsvilje altid med at søge opad. Mod lyset.
’It’s So Good’ er med andre ord et nummer, der er skabt til store festivalstunder.
Det er ikke Jamie xx’ mest mindeværdige komposition, og tracket er ikke lige så uforudsigeligt som 2020-sangen ’Idontknow’ eller ’Kill Dem’ fra 2022, der begge gik all in på hvirvlende trommespor og insisterende, hypnotiserende stemmesamples. Den slags kaos styrer han mestendels udenom her.
’It’s So Good’ er, trods førnævnte bump i lydbilledet, glattere og mere poppet. Men den fungerer på en skala, ingen af de førnævnte sange nåede op på. ’It’s So Good’ er sangen til, når det hele peaker foran festivalscenen. Man kan næsten høre fyrværkerierne på nattehimlen.
Ligesom 2015-storhittet ’I Know There’s Gonna Be (Good Times)’ inkorporerede dancehall, leger ’It’s So Good’ med en sydlandsk genre – i dette tilfælde baile funk.
De rytmer kombineres med pulsernede house og en emotionel kerne, som Jamie xx har haft med sig siden The xx-tiden – en direkte, empatisk nerve i musikken, som også lever i efterkommere som Fred Again... Det er, kan man sige, elektronisk musik med et hjerte af pop.
Er ’It’s So Good’ så et tegn på, at der kommer mere musik fra Jamie xx efter en stille periode i 2023?
Nu hvor The xx-medlemmerne Romy og Oliver Sim har udgivet album de seneste år, burde der i hvert fald være plads til Jamies første soloalbum siden debuten ’In Colour’ fra 2015. Medmindre rygterne om en The xx-reunion er sande, selvfølgelig, så er det nok prioriteten.
Uanset hvad, så føles ’It’s So Good’ som et løfte om, at Jamie xx er klar til store scener til sommer. Det føles som stedet, hvor sange som denne skal leve. Så hvem tager ham op på løftet? Hvem får Jamie til Danmark og giver ham en festivalscene?
Roskilde Festival har allerede booket Skrillex til nattefesten, og Syd For Solen har booket Jamie xx’ arvtager på den britiske dj-stjernehimmel: Fred Again.. Så måske er det nu, NorthSide lige møver sig ind fra siden og fortsætter deres fantastiske booking-stime?
’It’s So Good’ er i hvert fald så uimodståelig en sang, at man sukker efter at høre den til sommer.