‘Mid Air’: Romys debutalbum er som musikalsk aircondition – behagelig at have i rummet, men ikke meget mere
I mine tidlige teenageår kunne man ikke hænge ud på nogens værelse uden at høre The xx.
Deres følsomme dreampop var som skræddersyet til det både intense og apatiske rum, som teenageværelset var – de ramte tidens lyd og æstetik bedre end nærmest nogen andre.
Allerede dengang var det tydeligt, at vokalisten Romy kunne noget helt særligt: Der var noget dragende over hendes evne til det ene øjeblik at lyde køligt uinteresseret og nærmest snakkende for det næste at fremkalde gåsehud med glasagtig, grædende skrøbelighed.
På sit debutsoloalbum mestrer Romy stadig at ramme tiden klokkeklart. Lige fra albumcoveret, der ligner et eurotrance-album fra 2002, til lyden, som er en trofast kærlighedserklæring til den tids house-inspirerede dancepop.
En af albummets primære producere er Stuart Price, der i 2005 producerede Madonnas ‘Confessions on a Dancefloor’. Også hos Romy er farvestrålende Y2K-kitsch på mode igen.
Men ‘Mid Air’ er ikke rigtigt lyden af dansegulvet. Derimod minder albummet mig om at stå uden for klubben, mens solen står op over byen, og bassen fra festen indenfor stadig pumper gennem muren. Albummet er bedst, når det for alvor omfavner dette sted mellem melankoli og ekstase.
Det sker især på de første tre sange. Åbningsnummeret ‘Loveher’ begynder med en nænsom stortromme og klavertoner, der falder som bløde regndråber, mens Romy blidt hviske-synger nogle af de mest gribende linjer, der er skrevet om forelskelse i år:
»Hold my hand under the table / It’s not that I’m not proud in the company of strangers / It’s just some things are for us«.
Romys evne til at indkapsle den skrøbelighed, der går ofte hånd i hånd med de allermest overvældende og voldsomme følelser, er hendes største styrke.
Når trommerne og klaveret langsomt, men med imponerende melodisk og rytmisk fremdrift, samler sig til en massiv, stålpansret maskine, og Romy når til omkvædets euforiske »I love her, I love her, I love her, I«-klimaks, lyder det som verdens mest intime kampråb.
Den pulserende ‘Weightless’ glimter med samme romantiske, melankolske skær som konfettien på gulvet efter gæsterne har forladt festen, mens den dramatiske ‘The Sea’ lyder som en sommernat på Ibiza i en David Lynch-film: Romys vokal er her næsten reduceret til et forførende, længselsfuldt støn, mens der er noget skæbnesvangert over den simple, men ekstremt billedskabende guitarfigur, der i omkvædet svømmer vemodigt i et hav af rumklang. Sangen føles farlig.
Når albummet er bedst, som på disse tre sange, er det intet mindre end fremragende.
Sommetider er ‘Mid Air’ dog en påmindelse om, at den musikalske æra, Romy så trofast dyrker, ikke blot var en kilde til ekstatiske festhymner, men også til en masse musik dømt til for evigt at hjemsøge frisørsalonen og prøverummet i H&M.
Det gælder blandt andet sange som ‘One Last Try’ og ‘Did I’. Lydbillederne fremstår mindre kontrastfyldte og farverige, melodierne har mindre bid, og den blodtørstighed, hvormed begæret kommer til udtryk på de tre første sange, er forsvundet.
Resultatet er sange, der er velegnet som baggrundsmusik på samme måde som et stykke hvidt A4-papir er velegnet som baggrund til en tegning.
Det samme gælder ‘Enjoy Your Life’, hvor Romy synger om livsnydelse på en måde, der både virker overgearet og udmattet, som om livsnydelse er et produkt, hun er blevet bedt om at sælge.
Budskabet, som gentages hele 52 gange, er svært at have noget imod, men sangen er et eksempel på, at nydelsen kvæles, hvis den fremtvinges for aggressivt.
For en kunstner, der få sange forinden sang skildrede forelskelsen med så gåsehudsfremkaldende en detaljegrad, er det ikke nok bare at opfordre til nydelsen – jeg vil også kunne mærke den.
Kort sagt:
Når Romys ‘Mid Air’ er bedst, lyder det som forelskelsen, når den føles allermest livsnødvendig. Når det er værst, er albummet en slags musikalsk aircondition: Behagelig at have i rummet, men ikke meget mere end det.