Zar Paulos skamløse popfest fik stemningen til at nærme sig folkefest på Roskilde Festival

Var der nogen, der havde bestilt en skamløs popfest på Arena? For det var i hvert fald det, Zar Paulo havde med, da Aarhus-bandet med Emil Vammen i front viste, hvorfor vi tidligere har omtalt dem som et af de bedste livebands herhjemme.

Selv for mig, der havde nogle vistnok meget lokale problemer med lyden i teltet, var Zar Paulos evner ikke til at overse.

Vammen startede nogenlunde ædrueligt og meget behageligt ud med ‘Et par øjne’ og ‘Kan du holde til at holde det inde’, men begyndte så sine stive zombiemoves under ‘Ravage’ og dansede tango for én under triumftoget ‘Klap for fædrelandet’.

Det var så elskeligt skabet som altid, og jublen rungede i teltet et helt minut efter det satirisk-folkelige fædrelandsangreb. Soloer på guitar, rumfærgesynth og altsax gik rent ind, og da han besøgte pitten på ‘Interessantmand’ – »fuck, der var langt ned!« – kunne han have gået på vandet.

Da han kom op igen, var det med akustisk guitar om halsen på ‘Ik gå så langt’. Og her mærkede man virkelig det hjerte, der banker bag Zar Paulos nogle gange ret konceptuelle sangskrivning. Vammen var så fint til stede med blødhed i vokalen, og pludselig var der hymnestemning på Arena.

Undervejs præsenterede de en ny sang, ‘We Are One’, der bød på mere af Zar Paulos velkendte satiriske vinkel på samfundet: »Der er ingen fattigdom, for det taler vi ikke om«.

Stemningen nærmede sig flere gange folkefest på Arena, og Zar Paulo satte effektivt punktum for koncerten med fyldig og glimtende synth på ‘Stop Believing’, en ‘Tiger’, hvor TV-2-åh-uh-åh’erne gik lige i kroppen, og  ‘Jeg synes du er dejlig’ med buldrende stortromme, ballonfest og technooutro.

Hvad var det for en koncert, der så var forbi? En med spiddende energi, nuttet fjollethed og en varme, der fik Emil Vammen og resten af bandet til at ligne rigtige mennesker bag deres software-fabulerende sangskrivning.

De kaldte det selv »den bedste torsdag eftermiddag nogensinde«, for det jyske mådehold er dødt, og megalomanien har indfundet sig i Aarhus. Euforisk i den skala var koncerten måske ikke, men mindre kan også gøre det.