Taylor Swifts gigantiske ‘Eras’-tour rejser stadig jorden rundt, men den lakker lige så stille mod enden. Hun er på sidste del af touren, der slutter endeligt den 8. december.
Nu, hvor ‘Eras’-æraen synger på sidste vers, har Taylor Swift annonceret, at hun samler minderne fra touren i en bog.
»Touren har været en af de mest vidunderlige oplevelser, og jeg vidste, jeg ville opsamle alle de minder, vi har skabt sammen, på en særlig måde«, lyder det på popstjernens sociale medier.
»Jeg er glad for at kunne annoncere ‘The Official Eras Tour Book’, som er fyldt med mine egne refleksioner, aldrig før sete behind the scenes-fotos og alle de minder, I skabte hver eneste aften«.
I samme ombæring har Taylor Swift annonceret, at hun udgiver en vinyludgave af dette års ‘The Tortured Poets Department’ inklusive ekstranumrene fra ‘The Anthology’.
Begge dele kan dog foreløbig kun købes hos amerikanske Target-butikker fra den 29. november. Ifølge Pitchfork kommer der information angående internationalt salg senere.