SERIE: VAR DET VIRKELIG SÅ DÅRLIGT? Det har været et godt år for ‘Reputation’, Taylor Swifts omdiskuterede sjette album fra 2017. For hov, pludselig er det ikke længere den mindst elskede af superstjernens udgivelser.
Den ære tilfalder nu i stedet ‘The Tortured Poets Department’, der udkom i april. I hvert fald hvis man spørger brugerne af forummet Rate Your Music.
Indtil i år var ‘Reputation’, baseret på cirka 10.000 stemmer, bundskraber derinde med en score på 2,42 ud af 5. Ikke prangende, men dog markant bedre end ‘TTPD’, der efter 9.000 stemmer ligger på sølle 2,14.
Set i det lys er det vel på sin plads at spørge: Var ‘Reputation’ virkelig så skidt, eller er det på tide at gentænke Swifts berygtede good girl gone bad-album?
Meget taler for at lytte til ‘Reputation’ med friske ører. Især at vi er kommet på afstand af de kontroverser, der hjemsøgte Swift i tiden op til udgivelsen og vel nok farvede modtagelsen.
På Twitter skændtes hun for eksempel med Nicki Minaj om, hvad det kræver at blive nomineret til en MTV Video Music Award. Minaj: Man skal være hvid og tynd. Swift: Ahhh. Men også Swift, meget swiftet: »Hvis (læs: når) jeg vinder, så kom op på scenen med mig!!«.
Og apropos MTV-prisen, Taylor Swifts gladiatorring, blussede konflikten med Kanye West igen op. Denne gang efter Kim Kardashians famøse læk af et opkald, hvor Swift måske, måske ikke – formentlig ikke helt, viste det sig senere – giver West lov til at nedgøre hende på ‘The Life of Pablo’-tracket ‘Famous’.
Lad os gemme detaljerne til en anden gang og bare konstatere: Swift cyklede i modvind op til ‘Reputation’. Og modtagelsen var lunken.
»Malplaceret, uddateret og småkalkuleret«
Her på sitet blev det til tre stjerner for et rodet album, der rent musikalsk virkede »malplaceret, uddateret og småkalkuleret«. Selv Soundvenues største swiftie var lige ved at slå op, skrev hun senere i et frustreret brev direkte til Taylor.
Heller ikke Pitchfork var helt oppe at støde, de landede på en 6,5’er. Men onlinemagasinet, der faktisk aldrig før havde anmeldt et Taylor Swift-album, anerkendte dog sangerens forsøg på at træde helt ud af sin gamle rolle som Nashville-stjerne og etablere sig som moderne popkunstner med trap- og EDM-elementer.
Og det er måske hovedsagen ved ‘Reputation’. Aldrig siden har Swift flirtet med tidens trends, som hun gjorde det på det album. Med god grund, måske.
For ‘Reputation’ er på mange måder et opgør med alt det, der kendetegner Taylor Swift. Eller det er det i hvert fald noget af tiden. Men det rammer ikke helt rent.
Åbneren, ‘…Ready for It?’, sætter ind med hård synthbas og trappet hi-hat. Sangen prøver meget kraftigt at lyde meget aktuel, men gør det højst med plus/minus fem år. Og det er nok kerneproblemet.
For mest af alt lyder ‘Reputation’ som krampetrækninger i samarbejdet med Max Martin. Det var ellers det samarbejde, der gjorde forgængeren, ‘1989’, til en drøm af en popbasker. Men på ‘Reputation’ er der gået tre år, og det hører man.
Her er vi på vej ud af en tid, hvor Max Martins maksimalistiske produktioner satte standarden. Lorde har taget over, Billie Eilish lurer i horisonten, og Katy Perry er allerede long gone.
Kombinér det med Swifts forcerede hamskifte til hiphopbeats, og du har opskriften på, hvorfor hun helt forsvinder på en sang som ‘End Game’ med Future og Ed Sheeran som features. Det lyder, som om hun er ved at kvæles i Martin-maskineriet.
Alligevel er jeg ikke helt klar til at afskrive ‘Reputation’.
For selvom det strengt taget ér et rodet album, hvor Swift ender med helt at opgive projektet – Jack Antonoff kommer og redder den hjem med glitter og blødhed på de sidste sange – er det så ikke også sidste gang, vi rigtig har hørt hende tage en chance?
Var det virkelig så dårligt?
Siden ‘Reputation’ har Swifts musik været præget af 80’er-nostalgi og meget ufarlig folkpop. Jojo, overgangen fra Max Martin til Jack Antonoff som fast partner har kastet god musik af sig, men risikoen har været til at overse. Det var den altså hverken på ‘1989’ – der ramte Nashville som et popchok – eller på ‘Reputation’.
Selv Antonoff viste lidt tænder på ‘Reputation’ med den ærlig talt bizarre førstesingle ‘Look What You Made Me Do’, et totalt hurlumhejhus af talevokal over trommemaskine, iltre synths og teatralsk kaos. Velkommen til Taylor Swifts lost weekend, hun kan ikke tage telefonen lige nu, for hun er gået fuldstændig loco.
Den Swift savner jeg. Og derfor er det godt at se, at singlen ikke bare er en del af sætlisten til hendes ‘Eras’-turné, men også nu – sammen med albummets gospelvibede ‘Don’t Blame Me’ og vocoder-hymnen ‘Delicate’ – for nylig har passeret en milliard streams på Spotify.
Kritikken af ‘Reputation’ var berettiget i 2017. Sangene vil for mange forskellige ting. Det ene øjeblik skal det være så hårdt, at synthene står og vibrerer som trykluftbor, det næste lyder Swift som sit klassiske storyteller-jeg på yndige ‘Getaway Car’. Hun går ikke linen ud.
Men hendes diskografi havde været fattigere uden det album. Det var her, hun prøvede nogle grænser af og undersøgte, hvor langt hun kunne strække den popvending, hun havde foretaget med ‘1989’. At hun så endte med at trække følehornene til sig, er bare uheldigt.
Lige nu går vi og venter på ‘Reputation (Taylor’s Version)’, der formentlig lander inden for et år eller to. Måske kan det rette vault-track derfra genantænde hendes lyst til at eksperimentere. Man kan i hvert fald håbe.
Efter ‘The Tortured Poets Department’ skylder hun os det.