20. ‘Mine’ (fra ‘Speak Now’)
Det kan være svært at huske i dag, men der var en tid, hvor Taylor Swifts stærkeste sange også var de mest sukkersøde. En naiv, fantasifuld tid før breakup-sangene, og før hun legede superskurk på ’Reputation’. Dengang hun lavede sange om ‘Romeo og Julie’ – eller sange som netop ’Mine’, der er en helt igennem perfekt romance, hvor kærligheden overvinder alt.
Swift iscenesætter det hele som filmsekvenser med dialog og en sætning (»you made a rebel of a careless man’s careful daughter«), der indkapsler sangens kerne.
19. ’22’ (fra ‘Red’)
Sangen, som enhver Swiftie med respekt for sig selv har danset til på deres 22-års fødselsdag (hvis det altså var muligt), er nok ikke hendes mest elegante øjeblik, men de pjattede linjer om at klæde sig ud som hipstere, blive forelsket i fremmede og drømme i stedet for at sove har alligevel en kerne af noget dejligt ungdommeligt og ægte.
Når det Max Martin-pumpede omkvæd sætter ind, skal man altså virkelig være gammel og kedelig for ikke at føle sig bare lidt ’22’.
18. ‘We Are Never Ever Getting Back Together’ (fra ‘Red’)
Sangen er den første, Swift lavede med den svenske superproducer Max Martin (manden bag hits for Britney Spears, Backstreet Boys og en million andre), og resultatet er en single, der er lige så storladen og frygtløst bombastisk, som hendes tidlige sange er trillende og stilfærdige.
’We Will Rock You’-store trommer og cheerleader-fællessang i stedet for countryguitar og forsigtige fortællinger. Forvandlingen til popstjerne var fuldendt.
17. ‘Call It What You Want (fra ‘Reputation’)
På ‘Reputation’ tillod Swift sig selv at være sårbar og adresserede nogle af de bagsider, der er fulgt med hendes berømmelse, og ‘Call It What You Want’ er et af de allerfineste øjeblikke på det ellers lidt identitetsforstyrrede album fra 2017.
Her synger hun om, hvordan hendes udkårne elsker hende på trods af hendes tumultariske tilværelse, og der er en ro i den bløde Jack Antonoff-produktion og i Swifts stemme, som man sjældent har oplevet før.
16. ‘Delicate’ (fra ‘Reputation’)
Vi bliver ved ‘Reputation’ og temaet om kærlighed i berømmelsens skyggeside. Visse steder på albummet pustede Swift sig lidt unødvendigt (og akavet) op, men på ’Delicate’ bliver narrativet vendt på hovedet. I mødet med en ny kærlighed rammer usikkerheden, for hvad nu, hvis han tror på alt det, der står på internettet?
»My reputation’s never been worse, so / you must like me for me«, synger hun med bævrende tvivl i stemmen, og med blid tropical house-vuggen og vocoder på vokalen for maksimum føle-føle ender ’Delicate’ som et ømt lille mesterstykke om alle de flagrende tanker, der rammer i starten af et friskt forhold.
På den måde er ‘Delicate’ (også på tracklisten) en forløber til ‘Call It What You Want’ – usikkerheden, der udvikler sig til fuldblodskærlighed.
15. ‘Cruel Summer’ (fra ‘Lover’)
»I’M DRUNK IN THE BACK OF THE CAR / AND I CRIED LIKE A BABY COMING HOME FROM THE BAR, O-OH!«. Behøver vi sige mere?
‘Cruel Summer’ fra ‘Lover’-albummet var lidt af en late bloomer og blev først for alvor et hit under ‘Eras’-turnéen i 2023, og man kan undre sig over, hvorfor sangen ikke var udvalgt som single op til albummets release i 2019.
Sangen er ukompliceret, poppet, vanvittigt catchy og lyder lidt, som hendes similisten-besatte bodysuit fra Eras Tour ser ud. Pink, glitret, skarp og uimodståelig!
14. ‘Wildest Dreams’ (fra ‘1989’)
Det her er perfekt break-up-materiale (og i øvrigt efter sigende Charli XCX’s Swift-favorit). Powerballaden bekender, at »nothing lasts forever« og beskriver begyndelsen på enden i et forhold og de perfekte (vilde) drømme, man håber at se ekskæresten i, når det er slut.
Der er intet subtilt her – hverken i trommerytmen, der lyder som pulsslag, det storladne strygeromkvæd eller den triste Swift, der har lånt en portion melankoli fra kollegaen Lana Del Rey.
Det er så overdrevet, at der nærmest kun kan findes to reaktioner: Enten vender man øjne, eller også løber de i vand. For os er det det sidste.
13. ‘The Last Great American Dynasty’ (fra ‘Folklore’)
‘The Last Great American Dynasty’ er skrevet om den tidligere ejer af Swifts Rhode Island-mansion, Rebekah Harkness, og det er en atypisk sang fra Swifts hånd.
Sangen er mindre indadskuende og enormt fortællende – så proppet med ord og detaljer, at den næsten lyder som den slags small-town-gossip, som teksten også handler om. Over et friskt beat synger Swift om »the maddest woman this town has ever seen«, og hun lader til at mærke et slægtskab til den tidligere ejer af hendes hus.
‘The Last Great American Dynasty’ er en demonstration af Taylor Swifts evne som historiefortæller og trækker charmerende tråde til hendes country-fortid.
12. ‘Tim McGraw’ (fra ‘Taylor Swift’)
Tim McGraw fra 2006 er intet mindre end Taylor Swifts debutsingle, og af den grund har den noget lidt særligt over sig. Det er en smuk countryballade, som besidder mange af de træk, der stadig udgør dna’et i hendes sangskrivning: en kærlighedshistorie fortalt gennem et bedrøvet tilbageblik, levende, filmiske tekster og masser af lap steel-guitar.
Med det simple hook »When you think Tim McGraw / I hope you think of me« lykkedes det Swift at indkapsle essensen af en teenage-sommerromance, og naturligvis var hele verden solgt tilbage i 2006.
11. ‘Red’ (fra ‘Red’)
Titelnummeret fra Swifts femte album er en slagkraftig countryrock-skæring med en massiv stadionlyd, der består af en tilsyneladende absurd blanding af banjoriff, storladne strygere, autotune og et pulserende fire-i-gulvet-beat.
Det lyder som en noget umage blanding, men sammen skaber de mange elementer en non-stop fremdrift, der øjeblikkeligt vil fremkalde en akut lyst til at køre bil på landevejen med åbent vindue og vind i håret (tip: Det virker også på cykel).
10. ‘Fearless’ (fra ‘Fearless’)
Unge Taylor kan noget særligt. Kærlighedshistorierne fra hendes første album dyrker de ekstreme følelser, både af den positive og negative slags, og når hun skriver om forelskelse, er det euforisk, og det giver én lyst til at elske uden frygten for at blive forladt. Helt fearless!
Titel-tracket fra hendes andet album indeholder begge kvaliteter, og den let distortede guitar skaber den helt perfekte coming-of-age-high-school-stemning. Sangens tekst er simpel og handler om at at springe ud i det ukendte med sin udkårne, og det er ikke til at stå for.
Rul vinduerne ned, kør ud mod horisonten, og glem dine sorger.
9. ‘You Belong With Me’ (fra ‘Fearless’)
Her er der virkelig tale om quirky-Taylor, når hun er bedst. Udover et fremadstormende, luftguitar-inducerende omkvæd hiver denne poprockede Swift-klassiker også en betydelig del af charmen hjem på den elskværdige musikvideo, hvor en nørdet Swift med store briller og snuden begravet i lektierne forsøger at score den blonde nabodreng.
Selv om hele videoens præmis om den lidt kejtede generte pige, der til slut vinder en fyr for snuden af skolens populære, pinkklædte pige, er en lidt udtrådt kliché, er det svært ikke at lade sig rive med af Swifts dans på teenageværelset og sangens håbløst forelskede tekst.
Her finder man desuden en af de mest catchy linjer i hele hendes repertoire: »She wears short skirts, I wear t-shirts / She’s cheer captain, and I’m on the bleachers«. Det er altså Swift-poesi af allerhøjeste karat.
8. ‘Champagne Problems’ (fra ‘Evermore’)
Ofte bliver kærlighedshistorier fortalt i mange af de samme genbrugte vendinger. Men det kan man absolut ikke sige om ‘Champagne Problems’, der fortæller en yderst detaljeret historie om et tragisk frieri henover fire uvidende, letbenede klaverakkorder.
Sangen nikker også til tropen om den hysteriske eller gale kvinde, som Swift i sine senere år flere gange har nævnt og måske har kunnet spejle sig i: »She would’ve been such a lovely bride / What a shame she’s fucked in the head, they said«.
Af samme årsag kan man ikke lade være med at spekulere i, om den triste historie om et afslået frieri har noget at gøre med Swifts eget forhold til eks-kæresten Joe Alwyn? Autobiografisk eller ej, er det en utrolig flot sang om at vende drømmen om den store kærlighed ryggen.
7. ‘Illicit Affairs’ (fra ‘Folklore’)
‘Illicit Affairs’ fra det indiepoppede album ‘Folklore’ lyder næsten som tryllestøv sammenlignet med popslaskere som ‘Style’ og ‘Blank Space’.
Guitar-fingerspillet er smukt og beroligende som lyden af regndråber, og sangen bærer på en utrolig smuk tekst om, hvordan en affære kan gå fra at føles dragende og eventyrlig til at føles grå, skamfuld og drømmeknusende.
Som altid brillerer Swift i sangens C-stykke, hvor aggressionerne får frit løb i linjerne: »Don’t call me ‘kid’ / Don’t call me ‘baby’ / Look at this godforsaken mess that you’ve made me«.
Et absolut højdepunkt fra Swifts måske mest afdæmpede album.
6. ‘Style’ (fra ‘1989’)
Titlen ’Style’ rummer sofistikerede dobbeltbetydninger, der både henviser til sangens inspirationskilde, Harry Styles, mens den samtidig fungerer som en metafor om kærlighed som en trend med udløbsdato. Det understreges af tekstens mange henvisninger til tøj i omkvædet: »You’ve got that long hair slick back, white t-shirt / and I got that good girl faith and a tight little skirt«.
Det simple guitarriff og den pulserende sidechain-bas går igennem hele det minimalistiske track, uden at det på noget tidspunkt bliver ensformigt, og de tunge synths og den rendyrkede poplyd understreger i høj grad, at Swift nu har lagt sine musikalske countryrødder bag sig.
Det efterlader os med indtrykket af en mere moden Swift, end vi har oplevet tidligere i hendes repertoire. I ’Style’ er kærligheden ikke længere rosenrød, og når det går galt, er begge parter lige gode om det, som Swift synger i linjen: »He says, what you heard is true but I / can’t stop thinking about you and I / said I’ve been there too a few times«.
5. ‘You’re On Your Own, Kid’ (fra ‘Midnights’)
Det er efterhånden en anerkendt regel, at Taylor Swift placerer sine mest sårbare numre som sang nummer fem på hvert album. Og ‘You’re On Your Own, Kid’ udfylder den rolle til perfektion.
Det er en stilfærdig, men uptempo sang, der i begyndelsen lyder som en klassisk ulykkelig kærlighedsfortælling. Men hen mod slutningen eskalerer både narrativet og musikken, og i en slags musikalsk stream of conciousness reflekterer Swift over sit liv, og hvordan hun i sidste ende kun har sig selv.
Det lyder måske dystert, men der er også en stor omsorg og kærlighed i Swifts tekst. Sangen bliver næsten et kram til hende selv og en anerkendelse af, at kun hun ved, hvordan det er at være Taylor Swift: »You’re on your own kid / You always have been«.
4. ‘Blank Space’ (fra ‘1989’)
Teksten her er peak-Swift. På fænomenal og selvironisk vis erkender hun, at hun har en »long list of ex-lovers« (den linje mange hørte som ‘starbucks lovers’), men stadig kaster sig hovedkulds romantisk videre til sin »next mistake«, fordi »look at that face«.
Den kærlighedsfordrukne og overdramatiske karakter, Swift spiller, var en stærk kommentar til mediernes ubarmhjertige udstilling af hende, og viste, at hun ikke er bleg for at slå fra sig eller udstille sig selv, så længe hun tager sine fjender med i faldet.
Videoen, hvor hun med et sindssygt blik i øjnene igen spiller op mod en alt for pæn mand i et alt for pænt hus i et alt for giftigt forhold, var prikken over i’et for ‘Blank Space’, som endte med at blive både en af hendes bedst sælgende, mest populære sange og et karrierehøjdepunkt rent kunstnerisk.
3. ‘Anti-Hero’ (fra ‘Midnights’)
Den første og eneste single fra ‘Midnights’ er et mærkværdigt hit.
Sangens statiske beat lyder næsten som et loop fra et legetøjskeyboard, og Swifts rumklangs-fyldte vokal er langt fra lige så in your face, som den plejer. Sangen minder på ingen måde om et klassisk ‘Swift-hit’, men damn. Hvis der er én sang, der kan forvandle alle til main characters på dansegulvet, er det den. Sangen har et ukueligt drive, og den kringlede melodi og tekst er vidunderligt tilfredsstillende at synge med på.
Samtidig er det både sjovt og sympatisk at høre Swift kortlægge sine usikkerheder og opsummere dem i den tragikomiske sætning »It’s me / Hi! / I’m the problem, it’s me«. Hun synger om at føle sig som et monster, fordi hun er blevet et fænomen, mere end hun er et menneske, om aldrig at lære af sine fejl, om at føle sig narcissistisk, og i omkvædets sidste linje henvender hun sig til sine fans med budskabet om, at det må være hårdt for dem altid at heppe på en anti-helt som hende. Det virker nu ikke sådan.
En stilfærdig banger, der allerede er blevet en Swift-klassiker.
2. ‘Love Story’ (fra ‘Fearless’)
Hvis der er noget, Taylor Swift altid har været god til, er det historiefortælling – og ’Love Story’ er et af de allerbedste eksempler.
Det klassiske countrynummer med banjo, violin og slideguitar kunne være endt med at være så ufatteligt corny – og det vil onde tunger nok også hævde, at det er – men i Swifts hænder bliver den våde teenagefantasi om kærlighed, som den er portrætteret i eventyr og film, til virkelighed.
I dette univers ender Shakespeares tragiske historie om Romeo og Julies fatale kærlighed ikke med to døde, forelskede teenagere. I stedet bliver sangens euforiske modulation op til det sidste omkvæd, hvor Romeo frier til Swifts Julie, en perfekt ode til den uskyldige kærlighed, der overvinder alle hindringer, hvis vi bare vil lade den.
1. ‘All Too Well’ (Fra ‘Red’)
»You call me up again just to break me like a promise / So casually cruel in the name of being honest«, synger Swift på ‘All Too Well’ – en linje, der for evigt vil stå printet som en af de stærkteste i hendes repertoire. Og sangen om et gammelt forhold, som man kan huske ‘alt for godt’ var også så elsket af fans, at den genudkom i en 10 minutter lang version i 2021.
Som om de oprindelige fem minutter ikke var hjerteskærende nok?!
Heartbreak-sangen fra Swift’s ‘Red’-album fra 2012 er en klassisk pop-country-ballade, hvor musikken egentlig ikke gør stort væsen af sig. Men ordene indkapsler noget af det, Swift er allerbedst til – hun kan vække historier til live med udgangspunkt i ting, steder og små detaljer, så man næsten føler, man er der med hende.
Den længselsfulde hjertesorgsfortælling vokser ud af minderne om det bestemte gadehjørne, en trappe, en romantisk seance i lyset fra køleskabet, og hun opsummerer et helt forholds både smerte og glæde i det gamle halstørklæde, som ekskæresten beholder fordi »it reminds you of innocence and it smells like me«.
Man skal være lavet af sten for ikke at blive bare en lille smule rørt af Swifts absolutte mesterværk.