Om få dage udgiver Tyler, the Creator sit syvende album, ‘Chromakopia’, og næste år kan disse nye numre opleves i Danmark.
Rapperen har nemlig netop annonceret en verdensturné, der blandt andet bringer ham forbi Royal Arena i København den 7. maj. Det skriver Tyler på Instagram, mens selve spillestedet fremgår af Ticketmasters hjemmeside.
Tyler har desuden et par store navne med som support. På turnéen får han nemlig selskab af hiphopgruppen Paris Texas samt Lil Yachty, der egentlig skulle have optrådt i Danmark sidste år, men som aflyste i sidste øjeblik. Nu får fansene altså en ny chance for at opleve ham.
I skrivende stund har Tyler sluppet en enkelt single fra sit kommende album i form af det rablende raprock-nummer ‘Noid’. Resten af albummet lander allerede på mandag, afslørede han tidligere på ugen.
Billetsalget til koncerten i Royal Arena starter den 1. november kl. 10.00.
Tyler, the Creator (US)
7. maj 2025
Royal Arena