»Det her er uden tvivl den vildeste video, jeg har filmet i hele mit liv«, siger Brandon Buckingham, youtuberen der er kendt for at opsøge nogle af de mest voldsomme steder i USA, hvor kriminalitet, stofmisbrug og hjemløshed har overtaget, og nu er normalen.
I YouTube-videoen ‘The King of Kensington – Life as the Face of Zombieland’ befinder han sig i Kensington, Philadelphia sammen med rapperen Skrilla, der er vokset op i det område, der bliver kaldt Zombieland.
Hvor voldsomt det end lyder at kalde en by og beboerne for Zombieland og zombies, så virker det uhyggeligt rammende, når Skrilla tager os gennem gaderne – og under vejbroerne – og mænger sig med nogle af de hårdest ramte stofmisbrugere og hjemløse.
»Det er det, der er Zombieland. Jeg er også en zombie«, bekræfter Skrilla, der, næsten stolt, har taget prædikatet ‘The Face of Zombieland’ til sig.
Han har særligt gjort sig bemærket ved, at hans musikvideoer foregår i Kensingtons gader, som bliver beskrevet som langt værre end Los Angeles’ famøse Skid Row.
Det er bunden af samfundet. Og det er den verden, Skrilla rapper fra på udgivelser som dette års ‘Underworld’.
Skrillas unikke musik har fået en god portion hype, takket være sange som ‘God Damn’, hvor han rapper skævt og indlevet over beatet om at være ‘The Face of Zombieland’, og med ‘Blahdahdahdahdah’, der lyder som et track, der kunne være produceret af Metro Boomin, efter han har set ‘Eksorcisten’.
Udover at skille sig ud med sin tunge lyd med spøgelseshyl og kirkeklokker parret med hans uforudsigelige, offbeat vokal, der får en tidlig 21 Savage til at virke som en hjertevarm og hyggelig fætter, er han særlig kendt for at repræsentere og fremvise sin hjemstavn: Kensington.
I Skrillas musikvideoer betragter vi gaderne og dets beboere i Zombieland gennem et grynet hjemmekamera, der, meget passende, får mig til at tænke på ‘The Blair Witch Project’.
Med kanyler bag øret
Skrillas musik afspejler en meget reel krise i hans hjemby – og i USA som helhed.
Kensington har store problemer med hjemløshed, og byen har de sidste årtier været beskrevet som centrum for USA’s narkotikahandel og nu den store opioidkrise. Ifølge de amerikanske sundhedsmyndigheder har syntetiske opioider som fentanyl krævet omkring 74.000 liv i USA sidste år.
Opioidekrisen har også ramt Danmark, hvilket blandt andet er blevet dokumenteret i DR-serien ‘Helt væk på piller’.
Fentanyl kan være dødbringende selv i meget små doser, og det er stærkt vanedannende. I løbet af de seneste år har de syntetiske opioider (som fentanyl) næsten fuldstændig erstattet heroin, og overtaget især i forvejen udsatte områder.
Hvordan det ser ud i praksis kan man opleve hos Skrilla, for i de fleste af hans musikvideoer, som for eksempel i det helt nye nummer ‘Resident’, ser vi mennesker med slukkede øjne og endda med kanyler bag ørerne.
De grumme tilstande er også tydelige i førnævnte YouTube-dokumentar. Den høje rapper med en smule underbid, flettede dreads, svømmende øjne og hoppeboldsenergi snøvler lidt rundt i ordene, mens han sammen med Brandon Buckingham viser den lokale park frem.
Den skal egentlig være legeplads for områdets børn, men i stedet er den endt med øgenavnet Needle Park, fordi der netop flyder med kanyler.
Skrilla fortæller, at myndighederne forsøger at rydde parken op en gang hver anden måned, men problemet bliver ved med at vende tilbage. Det er et ret godt billede på, at Kensington og områdets borgere skal kigge langt efter en langsigtet løsning.
Skrilla deler vandene
Kigger man på, hvordan Skrilla bliver modtaget, er der to tydelige lejre.
Den ene lejr hylder ham for at vise Kensington, som det er, uden at pynte på sandheden, og for at sætte ansigter på fentanylkrisen. Han bliver heppet på for at blive i det hårdtprøvede område, trods boblende succes, og for selv at tage prædikatet junkie på sig uden at skamme sig.
Den anden lejr sætter spørgsmålstegn ved, om der i de mange musikvideoer ligger en forherligelse og uhensigtsmæssig normalisering af stofmisbrug.
Buckingham følger Skrilla rundt Zombieland i et halvt døgn. Med en lattergasflaske fast i hånden som han, som det mest naturlige i verden, suger ihærdigt i, understreger Skrilla at han hverken skammer sig over Kensington, eller sit eget stofmisbrug.
Her begynder modsætningerne hos Skrilla dog også at melde sig, og man forstår bedre at rapperen bliver modtaget forskelligt.
Skrilla fortæller, at han egentlig slet ikke suger så meget lattergas og tager så mange stoffer, men at han gør det for sit images skyld. Og så begynder det jo pludselig at lugte af, at han kapitaliserer på at dyrke de barske omgivelser, han er vokset op i, frem for at være interesseret i at give dem en egentlig stemme.
Hvad enten rapperen image feeder i musikvideoerne eller ej, så er det hverken behageligt eller hyggeligt at være tilskuer til Skrillas Zombieland.
Det er på godt og ondt en skildring af den opioidekrise, som dele af den vestlige verden befinder sig i lige nu.