ANBEFALING. 42 Dugg melder altid sin ankomst som en skurk i en western: Med en fløjtelyd, der lyder lidt som et vindpust, der suser hen over ørkenen.
Here comes the bad guy, tænker man, når man hører lyden, der er med på stort set alle rapperens sange. Og der er da også noget skurkagtigt over den tit højenergiske og aggressive artist fra Detroit, der for nylig blev løsladt fra fængsel.
Men egentlig er der mere sidekick over hans hyperenergiske væsen og højpitchede stemme. Han spreder ikke skræk, så meget som han spreder en særlig form for lyksaligt kaos.
Hvis han er en skurk, er han i hvert fald en af dem, man ikke kan lade være med at holde med.
Senest har han fejret sin løsladelse med comebacksinglerne ‘Go Again’ og ‘SpinDatBac’, der er perfekte eksempler på, hvad han kan: På førstnævnte lyder han som en højeksplosiv dynamitstang på to ben. Som om han lige er blevet løsladt, og er klar til at sætte ild til alt og alle. Sidstnævnte har en indebrændt kvalitet: Mindre sprudlende, mere intens.
42 Dugg rapper altid, som om han forsøger at bryde fri fra en spændetrøje. Hvilket måske også skyldes, at hans karriere startede i en celle.
Blev en rapper i fængsel
I et interview hos GQ har den 28-årige musiker, hvis borgerlige navn er Dion Marquise Hayes, beskrevet sin barndom i Detroit som harmonisk og skøn. »Vi havde det sjovt. Skatede og gik til fester«, udtaler han her.
Men samme sted fortæller han også om, da han blev dømt til fire års fængsel som 15-årig for at stjæle en bil og for at besidde et skydevåben. En dom, der blev til seks år på grund af et slagsmål i fængslet, og som inkluderede lange perioder i isolation.
42 Dugg begyndte ifølge et interview hos Billboard at rappe, da han var isolationsfængslet, så noget af den indkapslede energi, der bryder ud af sangene, kommer måske af den grundfølelse af indespærrethed. Sangene lyder i hvert fald, som om de prøver at bryde ud af lænker.
»Jeg sad i isolation, og havde ikke en skid at lave«, fortæller han i Billboard-interviewet. »Jeg var sulten som en motherfucker, så jeg begyndte at sætte nogle ting sammen. Jeg kunne ikke lide det, så jeg smed hele lortet væk. Men så røg jeg tilbage i isolation, og tænkte: ‘Det her begynder at lyde helt okay’«.
Siden han begyndte at rappe, er det gået stærkt. For 42 Duggs stemme har sådan en umiskendelig, gnæggende kvalitet, der har været på mode på rapscenen i nogle år.
Siden Lil Wayne gjorde nasale, vagt heliumduftende stemmer og akrobatiske flows populære i slutningen af 2000’erne, har skingre, excentriske rappere som Young Thug og Kodak Black haft stor succes.
42 Dugg er mindre åbenlyst excentrisk end de to, men han har om muligt endnu mere energi og rendyrket power. Han er som en menneskelig wrecking ball, der hamrer ind i sangene.
Rapperen har en unik stemme, og også et unikt udseende. Han er under 160 centimeter høj og ret kompakt bygget – ikke lige det normale udseende for en gangstarapper. Han er ikke én, man lige glemmer.
Det bedste af begge verdener
Udover hans stemme og udseende er 42 Duggs mest markante kendetegn, at han er en blanding af Michigan og Atlantas hiphopscener. Rapperen kommer fra Detroit, så den bys sammenbidte, hårdtslående rapstil er hans udgangspunkt.
Se videoen til ’Dog Food’ som eksempel: En ung 42 Dugg rapper omringet af kamphunde, pengestakke, Rolls-Royce-biler og maskinpistoler. I én scene sidder 42 Dugg og et større hold i bar overkrop på et billardbord.
Det er grum realisme blandet med sprudlende karisma.
Sangen er, som så mange af rappernes numre, frem for alt medrivende: Den har sådan en boblende, sydende basgang, der er en essentiel del af Michigan-lyden, samt en vokal, der lyder som en mere beskidt version af Lil Wayne i slut-00’erne.
I 2019 blev 42 Dugg hentet til Atlanta af stjernerne Yo Gotti og Lil Baby, der gav ham en pladekontrakt.
Sidstnævnte – en af USA’s største rapstjerner – blev Dugg venner med, fordi de tilfældigvis spillede terninger sammen en dag, har han fortalt Billboard. »Jeg har aldrig set nogen, der elsker at gamble lige så meget som mig«, fortæller Lil Baby samme sted.
Siden 42 Dugg slog sig sammen med Lil Baby og co., har han dyrket trap-scenens lyd mere, og han har samarbejdet med folk som Future og Lil Durk.
Men den rå, upolerede kvalitet i musikken er aldrig gået tabt, selvom Dugg er begyndt at sænke tempoet lidt i sin levering. Hør bare, hvordan den karakteristiske Michigan-bas stadig er central på nyere sange som ’Turnest N*gga in the City’.
Han samarbejder også fortsat med hjembyens lokalhelte som Babyface Ray – som på dette års ’Ron Artest’.
De rigtige samarbejder
42 Dugg har fundet stor succes de seneste år, og det skyldes også, at han er god til at finde de rigtige samarbejdspartnere. Som for eksempel Lil Baby – de to fik et kæmpehit i 2020 med ’We Paid’ og har også bevist kemien på ’Grace’.
Med Lil Baby har 42 Dugg en gnidningsfri dynamik. De forstår hinanden, fordi de minder om hinanden.
Nogle gange, som første gang Lil Baby rapper på ’Grace’, lægger man nærmest ikke mærke til overgangen. Begge rappere har nasale stemmer, der kan være uventet bløde.
Kemien med EST Gee – Duggs hyppigste samarbejdspartner – er direkte omvendt.
EST Gee har en buldrende tilstedeværelse på sangene, men han er på ingen måde en akrobatisk flowkunstner som Lil Baby eller 42 Dugg.
Han giver i stedet sangene en tyngde, som 42 Duggs kvækkende, karismatiske stemme kan suse rundt omkring. Det er klart sidstnævnte, der får lov til at sjæle showet på de højenergiske ‘Spin’ og ‘Thump Shit’ fra 2022-albummet ‘Last Ones Left’.
Siden løsladelsen i oktober har 42 Dugg dog i første omgang rullet solo. På især ’Go Again’ lyder han bedre end nogensinde.
Rapperen lyder, som om han endelig lader tilbageholdt engergi flyve ud. Som en champagneflaske, der er blevet rystet, og som endelig får poppet proppen af.
42 Dugg er ikke til at holde tilbage. Så pas på, når du hører hans signatur-fløjtelyd – den betyder, at der er kaos på vej.