School of X matchede publikums energi på VoxHall – med en fadøl i hånden og en kavalkade af bangers
Publikum var i feststemning til School of X’ koncert på VoxHall fredag aften. Det kunne mærkes på mængden af øl, der blev slænget over disken, og den dertilhørende stigning i både promille og samtalernes lydniveau.
Al snak forstummede dog, da manden bag School of X, Rasmus Littauer, trådte ind på scenen med vild energi. Pludselig brugte publikum i stedet stemmebåndene på at synge med på den kavalkade af bangers fra hans suveræne seneste album, ’Seventh Heaven’, der udgjorde starten af koncerten.
‘Bleak House’, ‘I Wanna Dive in the Seven Seas’, ‘It Takes Some Time’ og ‘Caroline’ kom lynhurtigt i hælene på hinanden uden megen ordveksling fra manden i front. Men tag ikke fejl, Littauer anerkendte det feststemte publikum med en fadøl i udstrakt arm, som salen spejlede i en kæmpe fællesskål.
Både Littauer og band var ekstremt veloplagte på trods af snart en måned på landevejene. Det ellers typisk underspillede og introverte lydunivers fik præcis den rockede overhaling, som denne type fredagskoncerter kalder på, og det var en fornøjelse at være vidne til. Som på ’Where is the Magic’, hvor synthesizeren fra Noah Carter-samarbejdet ’Few Changes’ dårligt var fadet ud, før bandet eksploderede i en ny energiudladning, der gibbede i salen.
Man kunne have frygtet, at de buldrende instrumenter ville få vokalen til at drukne, men det var langtfra tilfældet. Rasmus Littauers delikate, lyse vokal skar klart igennem på trods af det højlydte band, der bestemt ikke var blege for at fyre en guitar- eller trommesolo af.
Hele koncerten var dog ikke kun dedikeret til hårdtslående rockskæringer. På balladen ’If You’re Ever Gonna Be Like Me’ stod Littauer alene i front, kun akkompagneret af sin akustiske guitar, og det første af tre ekstranumre, ’Blood Flow’, placerede ham alene foran keyboardet i en mere nedtonet skala. De stille numre gav både pusterum til bandet, men udgjorde også et nødvendigt, velbalanceret afbræk fra den øvrige intensitet, der blev lagt for dagen.
Ørehængeren ’Feel of It’ fik en Daft Punks ’Get Lucky’-agtig funket jam-outro, der kulminerede i en skøn keyboardsolo med intense strobelys og scenens to medbragte lysarmaturer, der krydsedes og formede et kæmpe X.
»Skal folk i byen bagefter? Hvor tager I hen?«, spurgte Littauer mellem ekstranumrene, og navnene på en række aarhusianske beværtninger gjaldede tilbage som svar på spørgsmålet.
»Vi ses derude«, fortsatte han, inden han indledte ’Bad Design’, der blev det perfekte punktum, før publikum kunne bevæge sig videre ud i nattelivet.
Kort sagt:
School of X matchede publikums fredagshumør til sin energiudladning af en koncert på VoxHall, hvor Rasmus Littauers delikate, lyse vokal skar klart igennem i selv hårdtslående rockskæringer.