Weezer-bassist Scott Shriners kone Jillian Shriner var i onsdags involveret i en skudepisode, der endte med, at Los Angeles’ politi skød hende og efterlod hende med et ikke-livstruende skudsår.
Det skriver Los Angeles’ politi i en politirapport, de har delt på X.
Skudepisoden fandt sted, efter at California Highway Patrol patruljerede et nabolag, som en mistænkt i en hit-and-run-forbrydelse var flygtet til. Her opdagede de en kvinde, de senere identificerede som Jillian Shriner, i en af nabolagets haver med en pistol.
Politiet beordrede ifølge politirapporten Shriner til at lægge sit våben fra sig, men hun nægtede og pegede i stedet sit våben mod betjentene. Herefter blev Shriner skudt af politiet og flygtede ind i sin bopæl. Senere forlod hun stedet og blev taget i politiets varetægt, og Los Angeles’ brandvæsen transporterede hende til et lokalt hospital.
Ingen politibetjente eller andre beboere i nabolaget kom til skade under skudepisoden, lyder det i politirapporten.
NRF012-25ma Officer-Involved Shooting in Northeast Division pic.twitter.com/jiXCJ5ezMA
— LAPD PIO (@LAPDPIO) April 9, 2025
Los Angeles’ politi har konkluderet, at Shriner ikke havde noget at gøre med forbrydelsen, der oprindeligt førte dem til nabolaget, men hun er blevet sigtet for mordforsøg, og en 9mm pistol er blevet indhentet fra hendes bopæl.
Mangt en Weezer-fan har været bekymret for, hvad denne episode betyder for Weezers kommende koncerter, såsom på Coachella, hvor bandet skal spille denne weekend. The Hollywood Reporter har dog sidenhen rapporteret, at bandets koncert denne weekend ikke er aflyst.
The New York Post fik i går fat på Scott Shriner, mens han luftede sine fire hunde. »Hun har det fint, tak for at spørge«, svarede han, da mediet spurgte ind til hans kone. »Vi ses på Coachella!«, tilføjede han bagefter, inden han nåede sit hjem.
Weezer spiller senere i år i Danmark, når de lægger vejen forbi både NorthSide og Store Vega.