Spot Festival: Carlina de Place tiltrak en rekordlang kø og efterlod publikum med våde øjne
KONCERT. Da jeg ankom til Carlina de Places Spot Festival-koncert på Musikhusets Lille Scene, troede jeg næsten ikke mine egne øjne.
Jeg var ankommet tre kvarter før koncertstart, og det viste sig ikke at være et sekund for tidligt. Køen var den uden sammenligning længste, jeg har set på denne festival.
Med kun fire udgivne sange har Carlina de Place formået at skabe en helt unik form for hype. Flere af dem, der stod omkring mig, havde ingen idé om, hvad det egentlig var, de helt præcist stod i kø til, men alle havde de forstået, at her var noget, de ikke ville gå glip af.
Den intuition skulle vise sig at holde stik.
Velsignet med en usædvanligt detaljeret stemme, som er kendetegnet ved enorm kraft og en fuldkommen kontrol over et register, der spænder fra en fløjlsblød, tilrøget bund til en piccolofløjtelignende falset, har det hele tiden været tydeligt, at Carlina de Place kan noget særligt.
Men på Spot var stemmen langt om længe ledsaget af arrangementer, der ydede den retfærdighed. De sange, der i deres studieudgaver er indpakket i en aura af mat, valiumlignende døsighed, fik sig den overhaling, jeg hele tiden har håbet, at de ville få.
Da ’What It Feels Like’ eksempelvis kulminerede i en lang, arena-værdig guitarsolo, gav det nærmest en kropslig følelse af forløsning, mens en gribende coda, hvor de Place over hvirvlende klavertoner sang duet med mørke, klagende cellostrøg, tilførte debutsinglen ’Pieces’ et filmisk drama.
En ny sang, ‘Hold On’, kunne med sine insisterende trommerytmer nærmest beskrives som funky.
På trods af de mere muskuløse arrangementer er de Place stadig allergisk for alt, der stryger lytteren mod hårene. Ikke en eneste skævhed eller ridse i lakken tillades i hendes musikalske univers, der automatisk søger mod skønhed, som et kompas søger mod nord.
»Guess I’m a perfectionist«, sang hun i åbningsnummeret ’Selfish’, og det tror jeg, hun har helt ret i.
Koncerten var på den måde et eksempel på, at Spot Festivals dogme om, at en koncert altid kun varer 35 minutter, nogle gange er med til at løfte oplevelsen. For den renskurede, blankpolerede, fuldstændig fejlfri vellyd, der i denne lille, koncentrerede dosis var nærmest magisk, havde jeg personligt haft svært ved at kapere i halvanden time.
Men da alle i salen ved koncertens afslutning fløj fra deres sæder, som var de guddommeligt kaldet til stående ovation, var det tydeligt, at størstedelen af publikum var klar på meget, meget mere.
»I go out to see a movie so I can cry by the end«, sang hun på den guitarbårne ballade ‘Reminded’. At dømme efter de våde øjne, jeg skimtede blandt publikum, kan en Carlina de Place-koncert bruges til præcis samme formål.
Kort sagt:
Hendes enestående stemme og en række fremragende arrangementer, der tilførte hendes sange en tiltrængt tyngde, gjorde Carlina de Places koncert til en tryllebindende oplevelse. Også selvom man stadig godt kunne ønske sig lidt flere ridser i lakken.