Dua Lipa skal giftes. Det fortæller hun i et nyt interview med British Vogue.
Rygterne har svirret, siden hun i december sidste år delte et foto på Instagram med en diamantring på fingeren, men først nu kan popstjernen altså bekræfte, at hun og skuespilleren Callum Turner er forlovede.
»Det er meget spændende. Beslutningen om at blive gamle sammen, at se et liv og bare, jeg ved ikke, være bedste venner for evigt – det er en meget speciel følelse«, udtaler hun til mediet og afslører, at Callum fik speciallavet ringen til hende efter at have talt med hendes veninder og søster Rina.
»Jeg er besat af den. Den er så mig. Det er dejligt at vide, at personen, du skal tilbringe resten af livet med, kender dig så godt«.
Ifølge British Vogue begyndte Dua Lipa og Callum at date i janaur 2024. Parret har endnu ikke sat en dato for brylluppet, da popstjernen først vil afslutte sin igangværende turné for albummet ‘Radical Optimism’.