Liderlige The Dare kommanderede NorthSide til at danse – og der var ikke andet for end at adlyde
KONCERT. Man kan ikke tage fra Harrison Patrick Smith, alias The Dare, at han på NorthSide gav alt, han havde i sig.
»Jeg tror, det her er det tidligste, jeg nogensinde har spillet«, sagde newyorkeren, hvis flabede klubmusik – åbenlyst skabt med det ene formål at slingre kaotisk rundt i et grænseland mellem k-hullet og rygeområdet – af uransagelige årsager var placeret på en udendørsscene klokken 16.30.
Som alle, der er blevet hængende på natklubben, indtil personalet tænder det skarpe loftlys vil vide, tager nogle ting sig bedst ud i mørket. The Dares musik er én af de ting.
Det afholdt ham heldigvis ikke fra at kaste sig skabagtigt rundt i sit allerede ikoniske smalle, sorte jakkesæt og sine solbriller, der giver indtryk af, at han altid har lidt tømmermænd. Han teede sig som en superstjerne, slog og sparkede ud i luften, kommanderede publikum til at danse, og der var ikke andet for end at adlyde.
Jeg elskede hver gang, han svingede sin mikrofon rundt i ledningen. Og den ihærdighed, med hvilken han drejede på knapperne på sin mixerpult.
Faktisk elskede jeg hele The Dares måde at være på scenen på – lige fra det øjeblik, han nonchalant gjorde sin entré, til han senere selvtilfreds spankulerede væk igen. Selvfølgelig i færd med at tænde en cigaret.
The Dares musik er LCD Soundsystem til TikTok-generationen. Forbilledernes minimalistiske dancepunk er en undertekst i hver eneste tone, han nogensinde har udgivet, men deres langstrakte, hypnotiserende progressioner har han skåret ned til små, afkortede bider. På NorthSide nåede han at spille 15 numre på lidt under tre kvarter.
De var ikke alle sammen fantastiske, men nogle af dem var: Den humoristiske ’Perfume’, der måske er main character-hymnen over dem alle, og ’I Destroyed Disco’, hvor han hamrede løs på et bækken, som han holdt over hovedet, som var det en vægtstang.
Og den umådeligt iørefaldende signatursang ’Girls’, hvori han erklærer sin kærlighed til bogstaveligt talt alle piger: Dem, der tager stoffer, dem, der bærer våben, og dem, der er så behårede, at det stopper afløbet. Kræsen er han ikke.
»You bring the soul / I’ll bring the spirit«, synger han på sin karakteristiske halvråbende facon på den repeterende, funk-influerede ‘You’re Invited’, og her tror jeg, han rammer hovedet på sømmet: Hans musik er mange ting, men sjælfuld er ikke én af dem.
Da han afviste den tranceinducerende tålmodighed, som kendetegner den musik, hans ellers står på skuldrene af, gav han også afkald på skønheden. Jeg kan ikke forestille mig The Dare nogensinde synge en ballade.
Til gengæld har han sin voldsomme liderlighed: »They say I’m too fuckin’ horny / Wanna put me in a cage / I’d probably fuck the hole in the wall«, som han subtilt formulerer det på ‘Girls’.
Den – altså liderligheden – er som bekendt også ret så effektiv en drivkraft. Det efterlod hans koncert på NorthSide ingen tvivl om.
Kort sagt:
De bedste af The Dares korte dancepunk-knaldperler er enestående. Dem, der ikke er, solgte han alligevel med sin attitude og stærke udstråling, som på NorthSide ikke var til at tage fejl af. Heller ikke selvom koncerten lå på et yderst utaknemmeligt tidspunkt.