Deres seneste album var et seksstjernet hovedværk. Nu lyder Wolf Alice som en parodi på The Beatles
ALBUM. Wolf Alice blev rost til skyerne af den internationale anmelderstand, da de i 2021 udgav hovedværket ’Blue Weekend’.
En forfriskende, farverig cocktail af sukkersød synthpop, headbang-indbydende guitarriffs og rumklangsindsvøbt stadionrock, hvis særlige ingrediens indiskutabelt var bandets magnetiske kraftværk af en forsanger, Ellie Rowsell.
Succesen landede dem en kontrakt med Sony Music, og på årets Glastonbury Festival spillede den engelske kvartet på samme scene som Charli XCX og The Prodigy. Herhjemme spiller de deres hidtil største koncert, når de til november indtager K.B. Hallen.
Med andre ord har der været tårnhøje forventninger til deres nye album, ’The Clearing’.
Lever det så op til hypen? Njah, ikke rigtig.
På albummet viderefører Wolf Alice i høj grad den overlagt stilforvirrede stil, de lagde for dagen på ’Blue Weekend’.
Men hvor ’Blue Weekend’ virkede eventyrlysten, selvsikker og frem for alt møghamrende charmerende, fremstår opfølgeren flad og forvirret. Wolf Alice vil i alt for mange retninger uden at have den elektriske energi, der gennemsyrede forgængeren, til at binde det hele sammen.
Der er som sådan ikke noget nyt i, at bandet trækker på mange forskellige inspirationskilder. Men hvor de tidligere brugte referencerne som et springbræt til at udforske nye territorier, bliver mange af de nye sange ikke til mere end pasticher.
Klaverakkorderne og strygerne i åbningsnummeret ’Thorns’ er umiskendeligt Beatles’ske i en grad, hvor det bliver nærmest parodisk. ’Bread Butter Tea Sugar’ lyder mest af alt som en fortyndet version af Fleetwood Mac. Og den firkantede heartland-rock på ’Passenger Seat’ indgyder ikke andet i mig end en trang til at sætte Sharon Van Etten på.
Det er ellers ikke, fordi Wolf Alice har noget imod at bære deres inspirationskilder uden på tøjet. Ellie Rowsell har i en pressemeddelelse sagt, at hun på den bombastiske ’Bloom Baby Bloom’ gerne ville »synge ligesom Axl Rose«, men at det samtidig skulle handle om at være kvinde.
Og hér viser Wolf Alice altså tænder.
Det er en sublim sang og albummets klart stærkeste. Den bærende klaverfigur er fræk og forførende, og Rowsell folder sig frygtløst ud i en omgang uimodståelig vokalgymnastik.
Teksten spiller på en ambivalens, hun ofte har talt om i forhold til sin rolle som kvindelig forsanger i et rockband i dag: Nemlig at hun har det med at pendulere mellem det pæne og inderlige og det vilde og udskejende. Og at omverdenen – og måske også lidt Rowsell selv – forventer, at hun mestrer begge dele.
»Watch me, yeah, you’ll see just what I’m worth / Yes, I’ll bloom, baby, bloom / Every flower needs to neighbor with the dirt«, lyder det i omkvædet.
Dobbeltheden spejles i musikken, hvor enkelte elementer fra det inciterende vers – for eksempel klaveret – elegant bløder over i det følsomme omkvæd. Som en musikalsk illustration af, at det beskidte og det smukke hænger uløseligt sammen.
Temaet gør sig også gældende på den kønne søndagshymne ’The Sofa’, der lukker albummet: »Hope I can accept the wild thing in me / Hope nobody comes to tame her«.
Men Rowsell og co. lyder underligt tamme på store dele af deres nye plade. Man forstår godt, at de har valgt de to ovennævnte numre og den krautrock-klingende ’White Horses’ som singler, for resten er en blodfattig omgang.
Den uimodståelige energi fra især ’Bloom Baby Bloom’ burde dominere pladen, men den tynges af klichéer og uforløst nostalgi. For slet ikke at nævne de næsten lounge-agtige numre som ’Just Two Girls’ og ’Safe in the World’, der emmer mere af tøjbutik end stadionkoncert.
Når der ikke er et overflødigt nummer på et album, siger man, at det er all killer, no filler. På ’The Clearing’ lugter 8 ud af 11 numre af filler, og når man lytter til albummet som helhed, fremstår Wolf Alice som et får i ulveklæder.
Kort sagt:
Wolf Alice lever ikke op til hypen på album nummer fire. Førstesinglen ’Bloom Baby Bloom’ er uden tvivl en af de stærkeste sange i bandets katalog, men en overvægt af numrene på ‘The Clearing’ er karakterløse og præget af klichéer. Man savner flere øjeblikke, hvor ulven viser tænder.