Wolf Alice gør rocken relevant igen med det overrumplende ‘Blue Weekend’

Wolf Alice gør rocken relevant igen med det overrumplende ‘Blue Weekend’
Wolf Alice. (Foto: Jordan Hemingway)

Jeg havde forventet, at Wolf Alices tredje album ville levere, når det kommer til opfindsomt eksekverede 90’er-referencer og en karismatisk og stilsikker rockvokal; denne formular har London-bandet med Ellie Rowsell i front perfektioneret på senest ‘Visions of a Life’, der vandt The Mercury Music Prize i 2018.

Men at kvartetten ville producere et så betagende og helstøbt værk, som ‘Blue Weekend’ åbenbarer sig som fra første lyt, havde jeg ikke turdet drømme om.

Det giver mig alt det, jeg har elsket ved klassiske rockplader, siden jeg som 13-årig solgte alle mine ridsede Michael Jackson-cd’er til Accord med en overbevisning om, at jeg fra nu af og til evig tid kun ville lytte til PJ Harvey og Placebo; det episke guitarsus, den medrivende melodi, den blottede følelse af desperation, eufori, begær.

Alle disse elementer kuraterer Wolf Alice på ‘Blue Weekend’ med en overlegenhed, der for nogle måske vil fremstå poleret; aftrykket fra Arcade Fires hofproducer Markus Dravs kan høres i de storladne stemninger og favnende omkvæd. Men albummet overrumpler med sin sprudlende alsidighed, der kan tilskrives medlemmernes kompositoriske mod og kreativitet, men især frontkvinde Rowsells køligt tøjlede sensitivitet.

På den storslåede ‘Delicious Things’ hviskesynger hun som en anden Lana Del Rey om at lade sig forføre af en pilleslugende mandsperson i Los Angeles’ forlorne paradis: »I don’t care, I’m in the Hollywood Hills, I’m no longer pulling pints, I’m no longer cashing tills«.

Den britiske distance klæder det hedonistiske tilsnit og musikalske vingesus med himmelstræbende kor og ditto guitarer, og det er fristende at læse Rowsells ængstelige overgivelse i Hollywood-haven som et billede på Wolf Alices hovedspring ned i en mere bombastisk rocklyd.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»I’m socially anxious and a long way from home«, synger hun, men lander på benene med sit band, uanset om de prøver kræfter med ABBA-klingende harmonier på guitarvisen ‘Safe From Heartbreak (If You Never Fall In Love’), punkfræs på ‘Play the Greatest Hits’ eller episke rockballader, der kalder på et festivalfyrværkeri, som ‘The Last Man on Earth’.

Det er vitterligt svært at udpege ét højdepunkt på ‘Blue Weekend’, men et bud kunne være den højenergiske støjrocklussing ‘Smile’, der lyder som Ellie Rowsells signatursang, når hun forsvarer sin følsomhed og ømskindede overtænkere everywhere med de isnende linjer: »I am what I am and I’m good at it / and you don’t like me / well, that isn’t fucking relevant«.

Med ‘Blue Weekend’ har kvartetten leveret deres hidtil bedste album og en uomgængelig kandidat til titlen som en af årets bedste rockudgivelser. For jo, Wolf Alice gør rocken relevant igen – hurra!


Kort sagt:
London-bandets tredje album overrumpler med sin sprudlende alsidighed, der kan tilskrives medlemmernes kompositoriske mod og kreativitet, men især frontkvinde Rowsells køligt tøjlede sensitivitet.

Wolf Alice. 'Blue Weekend'. Album. Dirty Hit.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af