Lord Spikeheart var så ustyrlig, at selv det præindspillede fremstod kaotisk
Torsdag aften spillede den kenyanske powernoise-musiker Lord Spikeheart på Alter Festival i Aarhus, hvor han storimponerede.
Da jeg bemærkede, at selvsamme Lord Spikeheart – som jeg allerede kendte fra cybergrind-duoen Duma – spillede på by:Larm fredag, måtte jeg rydde programfladen, så jeg kunne få set denne ener, der allerede under lydprøven var godt i gang med at flå alle tilstedeværendes ører i smadder.
Han var helt alene på scenen og stod udelukkende selv for vokalerne – hvor der blev skreget, som var det en blackmetal-koncert af den drabeligste slags. Selvom al den øvrige musik var præindspillet, var energien dejligt kaotisk og uforudsigelig. Spikeheart hoppede og sprang rundt på scenen, som om scenegulvet bestod af gløder, alt imens lysshowet blinkede ustyrligt.
Han kommanderede ubesværet publikum til at slippe de hæmninger, mange branchefolk trods alt kan have. Selvom vi ikke fik de moshpits, han startede i Aarhus, havde han en så insisterende persona, at man ikke kunne andet end at adlyde de opfordringer, han kom med om at vifte med armene.
Musikalsk stod den på en blanding af trap, blackmetal, industrial, hårdkogt klubmusik og industrial – så længe det støjede og føltes som en knytnæve i ansigtet, var der plads til det i Lord Spikehearts aggro-univers.
Hildá Länsman & Tuomas Norvio blandede samisk joik med dunkle elektroniske toner
Da Lord Spikeheart pludselig fandt vej til mit program, var jeg ked af, at han måtte skubbe til et projekt, jeg ellers fandt utrolig spændende – en finsk elektronisk musiker ved navn Tuomas Norvio, der producerede bagtapeterne for en samisk joik-sanger ved navn Hildá Länsman.
Heldigvis var de et af mange navne på by:Larm, der havde hele to koncerter i programmet – og jeg var så heldig, at jeg derfor blev »tvunget« til i stedet at se dem indtage Kulturkirken Jakob, festivalens allersmukkeste venue.
Mellem sangene fortalte Länsman om, hvordan samerne er blevet marginaliseret. Og hun bar beklædning, der ellers i generationer har været bandlyst, fordi netop de kirkelige institutioner mente, at den var djævelsk.
Det gav en ekstra politisk slagkraft til Länsmark sange, der da også føltes som opråb, når de var svøbt ind i Norvios pulserende klubmusik, der tit pumpede med et tempo, som ingen institutioner var i stand til at standse.
Andre steder var den elektroniske musik dejligt kold, så man kunne mærke den fremmedgørende virkelighed, hun var placeret i – samtidig med at man kunne fornemme, at man var en del af en fejring, der nægtede at lade normsamfundet danne rammerne. Ikke mindst takket være de idiosynkratiske vokalteknikker, der kendetegner joik-traditionen.
Ragnhild Og gik i ét med sin synthjazzede artpop
Norske Ragnhild Og spillede hele tre gange på årets festival. Jeg var afsted til den anden, hvor hun havde medbragt et så stort band, at de måtte stå rigtig tæt på Blå-scenen, der ellers er et af festivalens større venues.
Ragnhild Moan, som hun hedder til daglig, har tidligere figureret i prominente norske undergrundsbands, og erfaringen benægtede sig ikke, da hun fredag eftermiddag serverede iørefaldende popmelodier i en lækker, synthjazzet indpakning, der ikke sparede på spændende akkordvalg, flotte harmoniseringer eller sprælske soli – uden at det på noget tidspunkt distraherede fra sangskrivningen, som var det klare omdrejningspunkt.
Trods den spinkle sceneplads fandt Ragnhild Og plads til at danse og bevæge sig, nærmest hver gang hun ikke skulle synge. Der var endda overskud til koreografi, mens mikrofonen blev betjent. Hun gik totalt i ét med sin musik, så man havde blikket limet til scenen hele vejen igennem.
Diket bragte mathrocket skævhed til folkemusikken
Den norsk-svenske folkemusikkvartet Diket – der på by:Larm var udvidet til kvintet, da adskillige numre krævede to trommeslagere – spillede ligeledes tre gange på årets festival. Jeg så deres afsluttende optræden på det lille loftsvenue Himmel, hvor jeg forelskede mig hovedkulds i deres musik.
Gruppens charmerende folk-toner bærer noget af den samme nærværende sårbarhed som deres norske genrefæller i SlitenEliten, men de besidder også en rytmisk kompleksitet – deraf nødvendigheden af to trommeslagere – der satte påfaldende meget bevægelse i kroppen. Flere steder gik der nærmest helt mathrock i de polyrytmiske udskejelser, man stod over for.
Uanset hvor hektiske omgivelserne blev, besad forsanger Levina Storåkens stemme dog en smittende ro, der aldrig forhindrede hendes spil på både fiolen og kantelen (!) i at være rigt på liv og nerve.
Diddi Velle gjorde country camp igen
Country har et stort comeback disse år – ikke mindst takket være en ny generation, der vender ryggen til den bøvede bro-country, der dominerede i 2010’erne, hvorfor store dele af country-scenen har travlt med at vise, hvor dybfølt og alvorlig genren kan være.
Men – som Chappell Roan så fint mindede os om på dette års ‘The Giver’ – har country historisk set oset af camp og kitsch, og der kan opnå en ganske særlig magi, når man overgiver sig til disse elementer.
Norske Diddi Velle serverede country så umiddelbar og bramfri, at det ville have været forfriskende selv med blot den humørspredende hovedperson og hendes vokal, der lød så ærkeamerikansk, at man næsten blev rystet, når hun slog over i norsk mellem numrene.
Men hendes fængende melodier – der kunne have stammet fra hitmagere i stadioncountryens storhedstid i 90’erne – blev tilmed hjulpet på vejen af et uhyre velspillende band, der serverede alt fra pedalsteel til fiol med en klang, der emmede af kendskab til countrymusikkens brogede historie.