Den britiske r’n’b-stjerne Raye vender tilbage til Danmark, når hun 3. februar spiller sin hidtil største danske koncert i Royal Arena.
Koncerten er del af en turné, der har fået den både lovende og mundrette titel ‘This Tour May Contain New Music’, og i en pressemeddelse antydes det da også kraftigt, at et nyt album er på vej i det nye år. Faktisk er den første single, ‘Where Is My Husband!’, ude nu.
Sidst Raye gæstede Danmark var på årets NorthSide.
»Raye er muligvis den mest charmerende person, der nogensinde har stået på NorthSide«, skrev vi i den forbindelse i en femstjernet anmeldelse, hvor vi desuden kaldte hendes festfyrværkeri af en koncert for »en hyldestceremoni til de store armbevægelser«.
Rayes debutalbum, det Brit Award-vindende ‘My 21st Century Blues’, udkom i 2023 til stærke anmeldelser og kommerciel succes. Især singlen ‘Escapism’, der gæstes af rapperen 070 Shake, blev et viralt hit og har i dag rundet en milliard afspilninger på Spotify.
Siden da har hun udgivet en række samarbejder med kunstnere som Central Cee, Lisa, Doja Cat og Mark Ronson.
Billetsalget til koncerten starter starter 25. september kl. 10.00.
Raye
3. februar
Royal Arena
Billetpris: 350-495 kr.
