Raye er muligvis den mest charmerende person, der nogensinde har stået på NorthSide
KONCERT. Da Rayes NorthSide-koncert var ved at være slut, havde hun tabt sin ene kunstige øjenvippe på scenegulvet.
Måske skyldtes det, at hun i snart en time – i en smittende, nærmest ekstatisk begejstring over sin musik – havde rystet alt, der overhovedet kunne rystes, men det føltes også som en lille solidaritetserklæring til os i publikum, der ikke nøjedes med øjenvipperne, men efterhånden havde tabt både øjne, ører, næse og mund.
For Raye er muligvis den mest charmerende person, der nogensinde har stået på NorthSide. Med sin bølgende røde silkekjole og sit perfekt opsatte hår lignede hun en Hollywood-stjerne fra dengang, der for alvor var overjordisk glamour og uopnåelig dekadence, men når hun kækt og kærligt sludrede med publikum, var hun i fuldkommen øjenhøjde, som havde hun været vores allesammens bedste veninde siden børnehaveklassen.
»Jeg er en old school pige, hvis I ikke kan se det«, lød det, da hun introducerede sangen ’Mary Jane’, der med sine hypnotiserende blues-riffs, sin forførende, sirupstykke langsommelighed og Rayes fejlfrie, men stadig legende og jazzede vokal var et klart højdepunkt i en koncert, der havde masser af dem.
Og jo, det kunne vi sagtens se. Men hun var også tydeligvis en moderne popstjerne anno 2025, der med mærkbar ærlighed og en perfekt afstemt blanding af alvor og humor delte usædvanligt gavmildt ud af sine erfaringer. Alt hun sagde lød som en hemmelighed, hun aldrig havde fortalt til nogen før.
Om hvorfor man ikke skal date rappere og den tekniske forklaring på, hvorfor det lyder så godt, når man synger i badet (det er rumklangen). Men også om en kontrollerende musikindustri, hvor pladeselskabernes pengemænd undertrykker kunstnernes kreativitet, om sin egen kamp med misbrug og om sine oplevelser med seksuelle overgreb.
Sidstnævnte emne bearbejder hun i den underspillede ballade ’Ice Cream Man’, som hun var lige ved ikke at spille, fordi hun ikke ville ødelægge den gode stemning. Heldigvis skiftede hun mening, for på NorthSide var sangen ikke blot den lille sangskrivningsmæssige triumf, den hele tiden har været –den var også et gåsehudsfremkaldende eksempel på musikkens helende og samlende kraft.
Det var et øjeblik, jeg gerne ville være blevet lidt længere i, og hvis jeg manglede én ting fra Rayes festfyrværkeri af en koncert, var det en gang imellem at få lov til at dvæle lidt ved følelserne og stemningerne. Den slags gør Raye sig ikke i: »Jeg er en total dramaqueen, jeg elsker at være dramatisk«, fortalte hun. Hendes koncert var en hyldestceremoni til de store armbevægelser og de hurtige skift mellem følelser, genrer og fortællinger.
Det lykkedes hun som oftest med, om end flere af de mange saxofon-, trompet- og guitarsoloer, som skulle bidrage til den storslåede og dramatiske aura, ikke helt landede, og et medley-agtigt potpourri af hendes mest klubbede sange var lidt af et rod.
Men det bar man over med, når hun også diskede op med bangers som ’Flip a Switch’ – der på NorthSide blev ornamenteret med en totalt sexet spansk guitar – og selvfølgelig gigahittet ’Escapism’, der var lige den ekstatiske finale, koncerten fortjente.
Jeg kravler stadig rundt i mudderet efter dele af mit ansigt.
Kort sagt:
På NorthSide var der ikke andet at gøre end at bøje sig i mudderet over Rayes ægte, uforfalskede starpower. Med stærke sange og uimodståelig karisma bar man over med enkelte rodede momenter.