Metallica-guitarist er kommet i unåde hos sure Swifties

Metallica-guitarist er kommet i unåde hos sure Swifties
Kirk Hammett til Metallicas koncert i Parken. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Ved en Metallica-koncert i Budapest for en uges tid siden, havde guitarist Kirk Hammett valgt at iføre sig en t-shirt, som sidenhen er blevet et samtaleemne på sociale medier. Det skriver Stereogum.

På t-shirten stod nemlig trykt, at »Taylor Swift Is a CIA Psyop«, mens et lidet flatterende billede af hende prydede midten. CIA Psyop refererer til, at Taylor Swift skulle være en form for statslig propaganda udsendt af CIA – en tese der altså bestemt ikke er ny.

Hammett kan næppe have været ubekendt med de mulige følger af, at have en sådan trøje på – også selvom det sandsynligvis har været med et vist satirisk overlæg. Nu har Taylor Swifts fanbase i hvert fald ganske forventeligt set sig sure over det på sociale medier.

Taylor Swift Fan Archive kalder for eksempel Metallica for et »has-been band« i nedenstående opslag på X. En anden bruger spørger, hvorfor »mænd ikke er i stand til at være normale omkring hende«.

Metallica spiller i aften koncert i Dublin og fortsætter efterfølgende til Storbritannien, inden de holder en sommerpause. Til efteråret indtager de den famøse Sphere i Las Vegas, hvor de spiller 22 udsolgte koncerter mellem oktober og marts. Det kan, om ikke andet, diskuteres, hvor meget et »has-been band«, de er.

Taylor Swift udgav for nyligt sangen ‘I Knew It, I Knew You’, som er en del af soundtracket til den nye ‘Toy Story 5’-film. Soundvenues Rasmus Weirup kalder den en »klar forbedring« fra det seneste album.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af