Streaminghøjtalere til parken, grillfesten og stranden: Små lydgiganter leverer soundtracket til din sommer

Streaminghøjtalere til parken, grillfesten og stranden: Små lydgiganter leverer soundtracket til din sommer

Sommeren er over os, og det er tid til lyse nætter, engangsgrill og kolde øl med vennerne. Vigtigst af alt er naturligvis soundtracket til din sommer, og aldrig før har der været bedre muligheder for at tage musikken med på stranden, i parken eller på ferie. Med de nye, små og kompakte streaminghøjtalere, er det bare at vælge favoritten.

Det er naturligvis begrænset, hvad man kan forvente af højtalere, der ikke fylder mere end to dåseøl, som modtager musikken trådløst via bluetooth og dertil ikke er i stereo. Men på trods af dette klarer testens fem små højtalere det ret godt – naturligvis nogle bedre end andre. Om du er til design eller teknik, farver eller ej, der er nok at vælge imellem.

Flip3_d-test

 

JBL Flip 3

Hvad er mon op og ned på denne lille, grønne cylinder? Det er måske ikke så vigtigt, for ifølge billederne på pakken er det meningen, at man skal holde den i hånden og danse rundt, mens folk kaster farvet støv på en. Selvom det måske ikke kommer til at ske, så er det faktisk muligt at bruge JBL Flip 3 både vertikalt og horisontalt.

Den lille, robuste larve kommunikerer til dig med forskellige lyde, så du ved, når du har tændt den, osv. Men den reagerer dog ikke altid med det samme, for eksempel når du skruer op og ned for lyden på din telefon – knapperne på selve enheden er dog gode.

Lyden i højtaleren er afbalanceret, men på en lidt kedelig måde, især i mellemtonen – den er lidt flad i det – og en strammere bund ville være at foretrække. Men højtaleren leverer en imponerende volumen i betragtning af dens størrelse, dog begynder nogle numre at forvrænge lidt, når man skruer helt op, men det er meget normalt i denne produktkategori. Hvis du vil have endnu mere lyd, kan du trådløst linke flere JBL-højtalere via den gratis app, JBL Connect. Og du kan endda parre op til tre enheder (telefoner/iPads etc.) med højtaleren samtidig, hvis vennerne vil skiftes til at vælge musik.

Højtaleren er splash proof, så går bølgerne højt i Amager Strandpark, sker der ikke noget ved det. En lille klap dækker minijack- og USB-indgang (til opladning), så den del er også godt beskyttet. Højtaleren er sat op, så du kan tage opkald, fås i otte forskellige farver, og der er op til 10 timers batteritid. Alt i alt god til prisen.

999 kroner

UEBoom2

 

UE Boom 2

UE Boom 2 fra Ultimate Ears starter op med høje bongotrommelyde – så er man da vågen. Dens forgænger er enormt rost, så forventningerne til version to er da også derefter.

Men højtalere er også en smagssag, og der er noget meget hårdt over denne højtaler, der ikke er så tiltalende. Både i den fancy, sorte case den kommer i, udseendet af selve højtaleren og lyden, der virker skarp og distanceret. UE Boom 2 synes lidt ude af balance, og det er svært at se, hvad man kan trykke på.

Når det så er sagt, byder den tilhørende app på tilpasning af lyden via equalizer, opdatering af firmware og mulighed for at parre to højtalere i stereo. Og så kan UE Boom 2 spille højt. Rigtig højt. Ligesom JBL’s Flip er indgange til lyd og opladning beskyttet mod vand og snavs. Faktisk er højtaleren støv- og vandtæt, så den kan tages med i poolen – endda under vandet, så længe vanddybden ikke overstiger en halv meter.

1.699 kroner

BeoplayA1-test

 

Beoplay A1

Pris og kvalitet hænger ofte sammen, det er svært at komme udenom. Og Bang & Olufsens Beoplay A1 til 2.000 kroner er da også en lille lækker sag, både i design og lydkvalitet.

Højtaleren er på størrelse med en velvoksen Whopper, udført i sølvfarvet aluminium og gummi (så den ikke rasler, hvis den ligger på et bord), med en lille lædersnor til ophængning og transport. Det er handy kvalitet, når det er bedst, og der kommer virkelig meget lyd ud af den lille enhed. Lyden er dejlig åben og luftig, og der er en god bund i.

Som de fleste små streaminghøjtalere har den naturligvis sin begrænsning, for når man skruer meget højt op, overstyrer den lidt. Mellemtonen er ikke dominerende, men det varierer fra nummer til nummer, og der er en flot detaljerigdom i toppen.

Beoplay A1 er solid og støv- og vandafvisende, men ikke vandtæt. Den reagerer med det samme, når man skruer op og ned via sin telefon, hvilket faktisk er nemmere end at bruge knapperne på selve enheden. Med B&O’s Play-app kan man selv lege med lyden eller vælge forudindstillede lydbilleder: Warm, Excited, Relaxed eller Bright.

Højtaleren har en indbygget mikrofon til telefonopkald, og med op til flotte 24 timers batteritid kan festen fortsætte langt ind i sommernatten.

1.999 kr.

BoseSoundlink

 

Bose Soundlink Mini II

Ud af verdens mest komplicerede indpakning kommer en højtaler, der ikke på nogen måde er designer-fancy. Så snart den tændes, taler damen indeni utålmodigt til dig. Den kompakte clockradio-lookalike tiltaler praktikeren. Det er en højtaler, man kan regne med – køn er den ikke, men den er funktionel.

Boses Soundlink lyder godt – igen imponerende af størrelsen – men kvaliteten varierer en del fra nummer til nummer. Der er en god, stram bas, nemme knapper og det er en stabil allround højtaler. Toppen er lidt skuffende, men nu testes der jo flere genrer, og med for eksempel Eric Claptons ‘Alabama Woman Blues’ på playlisten vækker den kompakte højtaler glæde.

Som et par af testens øvrige er lyden ikke rundstrålende (dvs. spiller i 360 grader), så derfor er denne højtaler ikke helt så velegnet til tæppet i parken – i hvert fald ikke, hvis man har vennerne med. Men vi er ude i petitesserne her. Du kan til gengæld parre to enheder og skifte imellem dem – åbenbart er det den talende dame i højtaleren, der hjælper dig med dette.

Med i pakken får du en art dockingstation til opladning derhjemme, indbygget mikrofon til telefonen og 10 timers batteritid. Højtaleren fås i grå og sort, men skal der lidt mere farve på drengen, kan du købe forskellige covers separat.

1.999 kroner

SonyHearGo

 

Sony H.ear Go

De farverige H.ear Go højtalere fra Sony er fyldt med både knapper, muligheder og tilfredsstillende lyd. Måske ikke en lyd, der får dig op af strandstolen, men muligheden for at sætte ekstra bas på, hjælper på det.

Lyden er lidt indelukket, men højtaleren er udstyret med en teknologi, der gør det muligt at lytte til musik af høj lydkvalitet via bluetooth. Sony beskriver den som verdens mindste trådløse højtaler med high resolution-lyd. Så skal du dog spille over wi-fi, hvilket højst sandsynligt ikke er tilgængeligt i parken, men hjemme er det en god mulighed.

Højtaleren er kompatibel med både Google Cast og Spotify Connect, og du kan parre den med flere højtalere via Sonys Song Pal-app, endda også i stereo. Der er 12 timers batterilevetid på H.ear Go, der kommer i fem farver: Blå, rød, sort, gul og pink.

2.250 kroner

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af