Farvel til ’Girls’: Tak for grimme venskaber, uperfekte mænd og aldrig mere bh-sex på amerikanske tv-kvinder

Farvel til ’Girls’: Tak for grimme venskaber, uperfekte mænd og aldrig mere bh-sex på amerikanske tv-kvinder
’Girls’ er endegyldigt forbi. Hvilke spor satte Lena Dunhams serie, og hvilke kritiske faldgruber bør eftertiden vige uden om, når dommen skal fældes? Lise Ulrich samler op.

KOMMENTAR. Med sjette sæsons tiende episode – ’Latching’ – lukkede Lena Dunham ’Girls’-ballet på karakteristisk uforudsigelig vis med en episode, der føltes mere som en afdæmpet epilog og mindre som den grand finale, vi efterhånden forventer, når populære tv-serier takker endeligt af.

Fem måneder efter begivenhederne i episode ni havde Hannah (Lena Dunham) fået sin søn, Grover, men var på typisk selvcentreret Hannah-facon ikke modnet synderligt med hverken moderskabet eller det praktiske ansvar, den nye rolle krævede.

»Han hader mig!« klagede Hannah over Grovers manglende interesse i hendes brystvorter – som var han en irriterende date – inden hun overlod sit barn i Marnies (Allison Williams) arme for selv at lave en Maude under dynen.

Præcis som Hannah alle dage har gjort det, når livet ikke gik hendes vej, og hvorfor opsange fra både mor Loreen (Becky Ann Baker) og Marnie – som i mangel på egen mening med livet var flyttet med på landet i upstate New York – var helt på deres plads.

»Du kan ikke slette hans nummer! Det her er for life!« turede Loreen af sin apatisk forkælede datter på alle seeres vegne i en af sæsonafslutningens rammende, men også lettere frustrerende scener. Var Hannah virkelig ikke kommet videre, som den forsigtigt håbefulde episode ni ellers luftede, at hun ville?

Marnie (Allison Williams) og Hannah (Lena Dunham) i 'Girls' sidste episode, 'Latching'

Marnie (Allison Williams) og Hannah (Lena Dunham) i ‘Girls’ sidste episode, ‘Latching’

En afdæmpet finale

Da ’Sex and the City’ rundede af tilbage i 2004, stred Carrie storsmilende ned ad gaden i New York med et par sidste udødelige klummevisdomsord til seeren og sig selv: »Det vigtigste forhold er det, du har med dig selv«.

Cut to black. Show over.

Der var intet i vejen med budskabet. Carrie og co. kunne ikke vide, at en hel generation curling-opbragte millenials ville gribe køleskabsmagnetmaterialet og forvandle det til et mantra om at sætte sig selv først i alle livets henseender – deriblandt ’Girls’ Hannah, Marnie, Jessa og den inkarnerede ’SATC’-fan Shoshanna.

Havde det stået til disse fire karakterers naivt-idealistiske ambitioner i ’Girls’ første sæson, var deres rejse endt arm i arm på vej ned af Brooklyn Ave, drømmekarrierer og -mænd sikkert i hus a la Carrie.

I stedet lukkede og slukkede ’Girls’ med billedet af Hannah der ammede sin søn og endelig i sidste sekund accepterede, at det vigtigste forhold i hendes liv måske alligevel ikke var det, hun så intenst havde dyrket med sig selv på bekostning af alt og alle omkring sig.

Nogen vil givetvis stejle over, at Hannah vendte New York ryggen, opgav forfatterdrømmen (for nu, i hvert fald) og blev nogens mor. Men for Hannah – som sjældent var oprigtigt glad i løbet af ’Girls’ seks sæsoner, mens hun famlede sig igennem sin 20’ere – var det en forbavsende jordbunden finale og en nødvendig begyndelse på en ny tid:

Hannahs liv er langt fra ovre, men hendes fokus tiltrængt skiftet. Som newyorkeren Billy Joel sang engang til alle de unge vilde derude: »Dream on – but don’t imagine they all come true«.

For den slutning vil jeg gerne sige tak. Men takken stopper ikke her:

Tak for det satiriske generationsportræt

»I have a strong opinion about everything. Even topics I’m not informed on«, proklamerede Hannah uden et gran af selvironi, og herigennem spiddede ’Girls’ SoMe-ungdommen, hvis verdenssyn og holdninger til politisk korrekthed, feminisme og politik approprieres fra Tumblr og Twitter-feeds, krydret med essays fra The New Yorker for venstreorienteret intellektuelt syns skyld, naturligvis.

Med sin retoriske gennemslagskraft og sit samfundspolitiske engagement uden for kameraet kom skaber Lena Dunham ofte til at stå på mål for kritikere, der syntes at forvente, at ’Girls’ qua sin universelle titel per automatik burde aspirere til at dække sig ind på alle samfundspolitiske baser.

Allerede ved premieren i 2012 fik serien inkarnerede haters på nakken, der først og fremmest fremhævede det ulidelige i at skulle følge fire snotforkælede, hvide unge kvinders håbløst naive famlen efter en succes, de føler er noget nær en selvgiven birth right.

Shoshanna, Jessa, Hannah og Marnie i bedre tider.

Shoshanna (Zosia Mamet), Jessa (Jemima Kirke), Hannah (Lena Dunham) og Marnie (Allison Williams) i bedre tider.

Og nej, ’Girls’ var da heller ikke et portræt af en hel generation – eller Hannah Horwath sin generations stemme. Alligevel vil jeg vove at påstå, at Hannah er det tætteste, vi er kommet på en karakter af Holden Caulfield-status i det 21. århundrede – så præcist, så frastødende genkendeligt var Dunhams portræt af millinenial-generationens selvsmagende storhedsvanvid og lammende vægelsind, at det decideret afskrækkede mange i målgruppen fra at se og værdsætte ’Girls’.

»Deprimerende« er ’Girls’ blevet kaldt, også i min egen vennekreds, typisk af jævnaldrende kvinder, der følte, at showet ramte lidt for tæt på virkeligheden til at glide ned som underholdning. Men hvor irriterende og usympatiske, Hannah og co. end kunne være til tider, så transcenderede kvindernes kuldsejlede forventninger til voksenlivet kontinuerligt stereotypificeringer.

Tak for den akavede sex og Hannahs nøgne krop

Vi våndede os over Hannah og Adams indledningsvist akavede sexkapader, hvori Hannah – blind af forelskelse og usikkerhed – twistede både krop og sind ud i utilpasse ekstremer for at akkommodere sin flagrende og ditto usikre kærestes luner.

Vi følte med Shoshanna, da hun mistede sin mødom på alt andet end rosenrød romantisk vis med et forpint udtryk af skuffelse og forvirring i ansigtet, og vi rullede med øjnene over de diametrale modsætninger Jessa og Marnies henholdsvis påtaget frigjorte seksualitet og snerpede dominatrix-komandøse, der i begge tilfælde dækkede over klokkeklare identitetskriser, hvor seksualitet og kontrol gik hånd i hånd.

Sex i ’Girls’ var råt for usødet, langt fra altid godt for begge parter og ofte et middel til at booste brændte egoer.

Og selvom serien ikke var først til at vise akavet sex på tv – mange har i dag glemt, hvor skarpt ’Sex and the City’ i sine første sæsoner portrætterede kvindernes uperfekte sexliv – var den ubarmhjertigt ligefremme udstilling af akten i al sin kødelighed og uflatterende vinkler så forfriskende ærlig, at man dårligt kan forestille sig nogensinde igen at se en amerikansk tv-kvinde knalde med bh’en på.

Hannah (Lena Dunham) i et af sine mange mere alternative outfits.

Hannah (Lena Dunham) i et af sine mange mere alternative outfits.

Lena Dunhams konsekvente, kropslige afmystificering af kvinden som filter-forbedret sexobjekt fri for kønshår og tarmfunktioner fik et vist segment af skabsbornerte mandlige seere op i et afslørende rødt felt og udstillede vor tids skønheds og kropidealer for, hvad de er: Blålys-billboards og markedsføringsgimmicks, der sjældent har rod i nogen form for stoflig virkelighed, og som kun tjener det formål at fremmedgøre kvinder fra at favne deres egen krop. Uanset om den er pæreformet, glatbarberet eller dækket af appelsinhud.

Hannahs insisteren på at sole vaginaen, vandre rundt på gaden i alt for små bikiner og sågar flashe de nedre regioner for chefen i et afsindigt umodent og misforstået forsøg på at lammetæve patriarkatet til underdanighed med sin seksualitet a la Sharon Stone i ’Basic Instinct’ var både urkomisk og provokerende.

Lena Dunham tegnede dermed langt fra sin hovedrolle som et inspirerende feministisk fyrtårn, der per definition hvilede i sin nøgne hud, men som en kvinde, der lige dele klodset og selvudslettende modigt forsøgte at finde hoved og hale i sin samtids krakelerede kønskonventioner og kvindefrigørelsesforskrifter.

Tak for de problematiske kvindelige relationer

Det var a long time coming, da Shoshanna i slutningen af sjette sæson endelig satte punktum for kvindekvartettens utopiske dyrkelse af ’venindeskabet’.

Nogle venskaber er ikke skabt til at bestå, og Marnie, Shoshanna, Jessa og Hannah var ikke hinandens soulmates, som Shoshanna i første sæson så inderligt håbede, at firkløveret ville blive på baggrund af ’Sex and the City’-idealet.

Karaktererne gik bag ryggen på hinanden, kæmpede – for Marnies vedkommende – selvisk om pladsen som ’bedsteveninde’, som var det en Olympisk disciplin, og var der sjældent for hinanden, når lokummet virkelig brændte.

Marnie og Hannah 'nyder' en sidste nat med kliken i 'Girls' næstsidste afsnit, 'Goodbye Tour'.

Marnie (Allison Williams) og Hannah (Lena Dunham) ‘nyder’ en sidste nat med kliken i ‘Girls’ næstsidste afsnit, ‘Goodbye Tour’.

Det var ikke lige kønt at se på, men ’Girls’ var heller ikke en serie, der havde til formål at sætte kvinderelationerne på en piedestal, hvorfra de i samlet flok kunne bekæmpe livets udfordringer. Den handlede derimod om, at kvinderne hver især skulle tage ansvar for eget liv og vokse fra at bruge hinanden som krykker på vejen til større selvindsigt.

Når det er sagt, bød ’Girls’ dog også på hjerteskærende scener kvinderne imellem, hvor Lena Dunham smukt belyste den fysiske og dybe psykiske intimitet i kvindelige forhold og smerten ved at måtte erkende, at hvad der engang var, nogle gange aldrig kan blive igen.

Jeg vil gerne vedkende mig at have fældet en lille tåre, da Hannah og Jessa i næstsidste afsnit endelig tog hul på bylden og med grådkvalte stemmer forsigtigt byggede bro over kløften, Jessas forhold til Adam havde skabt imellem dem. Tilgivelsen og angeren i dén scene markerede et af de største tigerspring i begge karakterers stejlt stædige modningsprocesser og tændte et lys for en anderledes voksen vennerelation.

Tak til de uperfekte mænd

Ingen ’Girls’ uden seriens skønne og knudrede mænd, der i løbet af de seks sæsoner alle voksede mindst lige så meget som kvinderne omkring dem. Adam (Adam Driver), Ray (Alex Karpovsky), fortabte Charlie (Christopher Abbott) og Elijah (Andrew Rannells) var meget mere end bipersoner i hovedrollernes drama, og satte igen og igen seriens problematikker i overraskende perspektiv for at nuancerede samtlige karakterers komplicerede relationer.

Girls-Season-3

Ray (Alex Karpovsky), Hannah (Lena Dunham) og Adam (Adam Driver).

Kyniske Ray var fra begyndelsen seernes stemme, der dissekerede kvindernes egocentriske luftkasteller og uhørt dårlige opførsel, uden at hans moraliseren fremstod som generisk mansplaining af forvirrede pigebørn. For ofte var kvinderne jo netop det: forvirrede pigebørn. Sandheden er ilde hørt – og ofte særligt uvelkommen, når den leveres til en flok kvinder af bedrevidende mænd.

Det ved Lena Dunham, men dansede igen udenom alle vores fordomme og lod Ray – i selskab med Elijah i dennes mere lyse øjeblikke – agere sociologisk kommentator med et satirisk vid og bid, der klædte til at divercificere vor tids skyttegravs-kønsdebatter.

På samme vis stod fyrene også gerne selv for nogle af seriens mest rørende storylines: Elijahs forhold til tv-personligheden Dill (Corey Stoll) boblede af al den svære forelskelse og sårbarhed, de fleste af kvindernes usuccesfulde eskapader manglede, alt imens Adam Driver – hvis filmkarriere eksploderede takket være ’Girls’ – leverede en af nyere tids mest flerfacetterede portrætter af ’den vrede unge’ mand med et indre kompas, der snurrede lige så hidsigt retningsløst som kvinderne, hvis arme han søgte bekræftelse i.

Elijah (Andrew Rannells) og Shoshanna (Zosia Mamet) i 'Girls' sjette sæson.

Elijah (Andrew Rannells) og Shoshanna (Zosia Mamet) i ‘Girls’ sjette sæson.

Få nævnt, ingen glemt: Kære ’Girls’-mænd, I vil blive savnet i serieland. Selv dig, patetisk mørbankede Desi, du symbolet på moderne kastreret maskulinitet.

Tak til ’Girls’-forældrene

Hannahs forældre spillede en stor rolle i ’Girls’ fra første afsnit, og Lena Dunham gav Loreen og homoseksuelle Tad (Peter Scolari) plads til at folde sig ud som interessante og til tider tragisk desillusionerede karakterer, der på en gang havde hænderne fulde med at være der økonomisk og åndeligt for deres uselvstændige datter på alle tider af døgnet og simultant selv gennemgik svære midtvejskriser en hel serie for sig selv værdig.

Endnu en akavet parmiddag med Hannahs forældre.

Endnu en akavet parmiddag med Hannahs forældre, Loreen (Becky Ann Baker) og Tad (Peter Scolari).

Stor ros til Dunham for med fintfølende nøjagtighed at have skildret den ældre generation som andet end ’BH 902010’-forældre-klogeåger, stående på barndomshjemmets dørtrin med åbne arme og endeløst overskud – selvom det var præcis sådan, Hannah helst havde castet de gamle.

Tak til Lena Dunham

’Girls’ blev en åbenbaring for think piece-bloggere og kulturjournalister, der over onlinefora til New York Times har spundet retorisk guld over Lena Dunhams hudfletning af post-feminisme, kropsaktivisme, psykisk sygdom og generelt millennial-navlepilleri.

Det er næsten ufatteligt, at Dunham var bare 24 år gammel, da serien startede, og skønt det hurtigt stod klart, at Hannah kun sporadisk spejlede forfatterinden selv, blev det i stigende grad svært at se bort fra Dunhams egen voksende magtposition i mediedebatten i forhold til de tematikker, ’Girls’ udforskede.

Ikke mindst fordi Dunham selv slørede grænserne mellem virkelighed og fiktion i afsnit som sjette sæsons ’American Bitch’, der var en mesterlig og personlig dissekering af sexual consent-gråzoner såvel som et af seriens bedste afsnit overhovedet.

'The Americans'-stjernen Matthew Rhys gæstede 'Girls' som kendt forfatter med en forkærlighed for unge kvinder i afsnittet 'American Bitch'.

‘The Americans’-stjernen Matthew Rhys gæstede ‘Girls’ som kendt forfatter med en forkærlighed for unge kvinder i afsnittet ‘American Bitch’.

Det er sigende, at netop ’Girls’ enkeltstående afsnit som ’American Bitch’, anden sæsons ’One Man’s Trash’ og sjette sæsons ’Panic in Central Park’ står tilbage som de mest vellykkede og tematisk vægtige i en serie, hvis sæsoner bestemt ikke altid kørte lige glat på de dramaturgiske skinner, og som – i lyset af første og sjette sæsons genialitet – havde lidt svært ved at få bagenden med sig over et stagnerende midterstykke.

Eftertiden er notorisk hård ved kvindeserier – ’Sex and the City’ er i dag fuldstændig uretfærdigt blevet kategoriseret som glamourøst fluff af medlemmer af begge køn, hvis overfladiske fordomme om velklædte kvinder, der går op i både udseende og karrierer tilsyneladende opstiller en uoverstigelig indlevelsesbarriere i forhold til at anerkende seriens karakterer som ’relaterbare’ kvinder.

Samme kritikere vil næppe kunne klandre ’Girls’ for at have devalueret sine hovedpersoners troværdighed med Manolo Blahniks, men inden eftertiden til gengæld atter revser Lena Dunham for at have forspildt en chance for at skildre et mere racediversificeret newyorkermiljø, skal man huske på, at ’Girls’ immervæk skabte den platform, der har gjort det muligt for blandt andre ’Insecure’, ’Broad City’ ’Master of None’ og ’Fleabag’ at gå deres sejrsgang på de store amerikanske netværk.

Ligesom sine hovedpersoner var ’Girls’ ikke nogen uperfekt, snorlige serie og antændte lige så pludseligt som en stjernekaster af overrumplende skarp originalitet, som den kunne træde vande i efterfølgende afsnit. Men serien står uomtvisteligt som et de vigtigste tv-værker fra 10’erne, hvis kropslige opgør med samfundets idolisering af unge kvinder som nuttet-neurotiske pixie-dreamgirls og photoshoppede sexsymboler ikke kan undervurderes.