‘Boblen er et helligt symbol’: Hvis de første ti minutter af ’Fight Club’ var blevet til en roadmovie mod Rudkøbing

ROMAN. De fleste romaner kan enkelt opsummeres i en genre, en kasse eller en vibe. Det er ikke helt så ligetil med Gustav Foss’ svimlende romandebut, ’Boblen er et helligt symbol’.

Genremæssigt ligger vi et sted mellem arbejdspladsroman, satire, postapokalyptisk roadtrip, socialrealisme og ’The Walking Dead’.

Det lyder som en komplet umulig kombination, men med effektiv omskiftelighed og enorm charme lykkes det faktisk at få en ganske helstøbt roman ud af pærevællingen.

Måske særligt, fordi Gustav Foss ikke forsøger at være det hele på én gang, men doserer sine genrer én ad gangen. Det betyder, at vi starter i en kontorvirkelighed, hvor alt føles som en kopi af en kopi af en kopi. Det er gråt og knusende meningsløst.

Så meningsløst at hovedkarakteren – en mand i trediverne, der sidder ubehjælpeligt fast i livet, fortiden og fremtiden – slår kontorminutterne ihjel ved at omdøbe dokumenter fra »Opfølgning på strategimøde marts 2024« til »Opfølgning på strategimøde 2024 marts«.

I de kapitler er der ikke sparet på arbejdspladssatiren. Der er fuld plade i mellemleder-B2B-bullshitbingo. Det er ret sjovt, men også i den lidt letkøbte ende af kritikken – det er ikke synderligt nyskabende at kritisere kontorarbejde for at være kedsommeligt.

Der er dog to grunde til, at romanen allerede her løfter sig. Den dissocierer helt afsindigt og er sprogligt knivskarp.

Der er en legende elegance i sproget hele vejen igennem romanen. Toplederens personlige assistent ligner for eksempel »en glubsk buttplug«. S-togets vinduer »swiper alting til højre«. Foss vrider i det hele taget sproget til finurligheder, der ikke bare er sjove, men også spejler hovedkarakterens sind, der er ved at gå op i limningen.

En langemand til Langeland

Jeg-fortælleren er nemlig ved at blive godt gammeldags bims. Han forestiller sig, at han æder tasterne fra sit keyboard. Han fantaserer om alt det, han ønskede, han turde sige på møderne, og han forestiller sig at myrde sin kollega.

Han er med andre ord en pivutroværdig fortæller, fordi han er ved at miste grebet.

Og så mister han det. Grebet: Romanen tonser ud over klippekanten og tvinger jeg-fortælleren mod Langeland, hvor han har haft en opvækst, der var lige så knugende som kontorlandskabet.

Langeland er bare ikke Langeland, som vi kender det. Der er gået ’Fallout’ i den. Broen er bombet. Byerne er halvsmadrede. Det er ikke bare udkantsdanmark anno 2026. Det hele er mere syret, mere aflukket, mere gak.

Herfra går romanen så bersærk, at det er umuligt at resumere – både fordi, jeg ville spoile, men også fordi, du ikke rigtig ville tro på, at spoilerne kunne være fra den samme bog.

Det der stråler klarest, er dog, at Langeland er et frygteligt sted fyldt til randen med barndomstraumer. Det bliver lige så klart som billederne af smerterig opvækst på gårdene i henholdsvis Thomas Korsgaards ’Tue-trilogi’ og Christine Kærulvs ’Motherlode’.

Romanen går helt ind i en forknyt familiekonstellation, hvor der er mindre ilt tilbage i stuen, end der er på rumraketter under point-of-no-return i rumfartsdramaer.

’Boblen er et helligt symbol’ er lige så trykkende, som den er sjov. Lige så balstyrisk som den er seriøs. Så smertefuld som den er længselsfuld. Det er én stor balancegang mellem det komiske og det sorgfulde. Og det lykkes – stort set hele tiden – at skabe balancen, at gøre sorgen troværdig, at gøre sproget sprudlende og sjovt.

Kravene til at læserne skal kunne følge med i denne kamæleon af en bog bliver dog for store enkelte steder. Det kan være svært at tage slutningen helt seriøst. De mange virkelighedslag er besværlige at navigere i. For meget bliver forladt for aldrig igen at blive samlet op.

Men det gør heldigvis ikke så frygtelig meget, for det er så afsindigt, det er så snurrigt og uforudsigeligt, at du bare glider med.

Kernen i boblen

To tredjedele inde i romanen bliver dens kerne helt tydelig. Under vanviddet, under krumspringene og opfindsomheden handler den om konsekvenser. Den handler om de valg, man træffer. Hvad det koster at vælge – om frygten for at vælge.

»Vælger man at give slip på noget, må man også være parat til at se det gå i opløsning«, lyder det ildevarslende. Romanen er et indkog af fortrydelse, et destillat af hjemsøgelse.

Jeg-fortælleren bliver tvunget gennem sine traumer. Han er flygtet fra et fængsel, men endt i et andet, der er præget af Excel og stakeholder-lingo. Han ville væk, så han kunne skabe et liv, der var værd at leve, men hvor er han endt? Lige lukt i det mest hamstrede af alle hjul.

Det er ikke nogen håbefuld roman, men i det mindste griner man med den, mens den tordner mod afgrundens mørke. Selvom det hele syrer ud (jeg har slet ikke nævnt latex-gimp-zombierne endnu), holder Gustav Foss sin debutroman i en stram snor. Han forvandler absurditeterne til smerte, når det gælder.

---

Kort sagt:
Gustav Foss formår at få sin komplet syrede romandebut om en kontorists rejse gennem et postapokalyptisk Langeland til at handle om brudte relationer til sine nærmeste. Det er lige så smertefuldt, som det er sjovt.