’Herrens veje’ afsnit 8: Fra fermt karakterdrama til overfortalt soap

’Herrens veje’ afsnit 8: Fra fermt karakterdrama til overfortalt soap
Morten Hee Andersen i 'Herrens veje' afsnit 8.
Johannes spredte lys på præstegården, inden han lod Christian omslutte af mørke, og August tog hånd om flygtninge i København. Her er det bedste og værste fra ottende afsnit af ’Herrens veje’.
3 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Adam Price

Medvirkende

Lars Mikkelsen, Morten Hee Andersen, Simon Sears, Ann Eleonora Jørgensen, Fanny Louise Bernth, Laura Bro

Spilletid

55 min

Premiere

Den 12. november

Ugens værste: Også flygtningekrisen skulle med

August fik en ilddåb som gadepræst, da han rendte ind i en illegal flygtning ved navn Abbas. Hans sygdomsramte søn klyngede sig kun til livet med neglene, og han selv kunne fremvise grufulde ar på sind og krop efter flugten fra krigen.

Missionen var at menneskeliggørelse de skikkelser, der alt for ofte fremstilles som uduelige byrder for det danske samfund eller sågar trusler mod vores demokratiske værdier. Diskursen skal fortrænges med indsigt og nuancer. Men det er vanskeligt at komme hele vejen rundt om problematikken, når den belyses i et b-plot i en præsteserie – særligt når trumfkortene pakkes ind i teatralske replikker.

Fordi afsnittet både forsøgte at vise Abbas’ humane grundværdier og forklare hans tilknytning til radikaliserede miljøer, nåede det kun at strejfe hinden på hans psyke. Nuancerne fes ud i en stakåndet gengivelse af krigens gru. Og i sidste ende fremstod Abbas mere som en brik i et argument end et menneske, man kunne tro på.

Ugens bedste: Djævelsk tilgivelse

Anderledes facetteret er portrættet af Johannes, der skifter ham, som andre skifter tv-kanal. Provsten kan være barsk, underkuet og munter i én og samme sekvens.

Bedst, som man troede, at han havde set tilgivelsens lys på sit afbrudte dødsleje og endda havde levnet plads til Christian i sit kridthus, bekendte han djævelsk kulør på præstegården, da han bad ældstesønnen om aldrig at vise sig igen.

Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen i ‘Herrens veje’ afsnit 8.

Det var et ondsindet twist af Frank Underwood’sk kaliber. Price og co. hejsede langsomt provsten op fra absintsumpen og fik både Elisabeth og sønnerne – og os! – til at nære ny tillid til ham, kun for at plaffe den ned til sidst.

Farverne forsvandt fra Christians ansigt, mens provsten knejsede over ham og lod ham forbløde fra fortidens sår. Han vidste ikke, hvor han havde Johannes, det gør man sjældent. Og det er det, der gør provsten til et besættende midtpunkt for dramaet.

Annonce

Ugens religiøse reference: Abraham og Isak

Johannes’ retoriske mord på sin søn blev spyttet ud foran et ikke tilfældigt vægmaleri: Mens Johannes nedstirrede sit afkom, som var det et affaldsstof, han havde udskilt, tiltede kameraet mod maleriet og fangede Abrahams drabsforsøg på sin egen søn, Isak.

Gud befalede Abraham at ofre Isak, men da han var i færd med at parere ordre, blev han stoppet af en engel. Det er et hyppigt benyttet motiv i malerkunst og litteratur, blandt andet fordi bevæggrundene for Guds befalinger ikke staves ud i biblen, men giver plads til fortolkning.

Yngvild Støen Grotmol i ‘Herrens veje’.

Skal analogien fremhæve farens ’mord’ på sønnen i ’Herrens veje’, eller får englen også her en frelserrolle? Elisabeth har magten til at give familien Krogh kunstigt åndedræt, ene og alene fordi Johannes’ kærlighed til hende er mægtig som en paddehattesky, men så længe hun afsøger sine seksuelle grænser med Liv, vil far og søn(ner) se på hinanden med formørkede blikke.

Det er en kendsgerning, der gør Elisabeths dilemma ualmindeligt svært.

Ugens store spørgsmål: Kan Johannes spille dobbeltspillet?

Selvom man nok anede det, var det hårdt at høre. Elisabeth anklagede roligt Johannes for at elske hende mere end hans sønner, hvortil han blot måtte svare »ja«.

Men hvis han skal fiske sin kone tilbage på præstegården, må han overbevise hende om, at han har tilgivet sønnerne i fulde drag. For pillemisbrug og udleverende litteratur. Alligevel formåede han ikke at inddæmme tjæren i sin sjæl, da han torpederede Christian foran Abraham og Isak.

Således er Johannes’ tilgivelsestogt officielt en overfladisk manøvre. Spørgsmålet er, om han kan genrejse familien og favne både Elisabeth, August og Christian, når mindst én af dem ved, at det er teater? Eller om han kan kapre Elisabeth fra Liv helt uden at klinke skårene til ældstesønnen?

Svaret er nok nej.

Bundlinjen: Comeback i anden halvleg

En kliché i sportsverdenen er, at en kamp kan vendes på hovedet efter halvlegen.

Hvis man deler ottende afsnit af ’Herrens veje’ ind i to dele, en med fokus på flygtningekrisen og en med blikket på familien Krogh, synes der at være noget om snakken.

‘Herrens veje’ afsnit 8.

Hvor det velmenende forsøg på at menneskeliggøre flygtningene gav bagslag, fordi deres baghistorier blev proppet ind i teatralske, overilede dialoger, var Lars Mikkelsen i sit es på præstegården. Provsten glødede af selskabelighed under familiemiddagen, indtil han lod facaden falde og skød Christian ned med en despotisk enetale.

Ligesom Johannes svinger mellem lys og mørke, svinger ’Herrens veje’ mellem fermt iscenesat karakterdrama og overfortalt soap. Det har sjældent været tydeligere end i ottende afsnit.

Læs også: ’Herrens veje’ afsnit 7: Fintfølende ægthed mellem tung symbolik