’Herrens veje’ afsnit 7: Fintfølende ægthed mellem tung symbolik

Ugens bedste: Øl, fisse og orgelmusik

For en serie, der beskæftiger sig med folkekirkens skrantende status i dagens Danmark, var det oplagt at bruge fremtidens sjæle til at trække fronterne op. Kirkens alvorsord går ikke sømløst i spænd med Insta-lingo og hormonhumor, men August tacklede de kommende konfirmander uden at hæve stemmen.

Da drengene på bagerste række brølede »øl« og »fisse« til den fælles brainstorming, skrev han straks ordene på tavlen.

Selvom den nyslåede biskop Monica prædikede fornyelse under ’valgkampen’, var hun ikke sen til at lange August en reprimande. For når hun hylder yoga med Jesus og spaghettigudstjenester, handler det ikke om fornyelse, men om kyniske kalkuler. Den progressive rummelighed er kun fed, så længe den sørger for, at kirken rummer en masse. Og ikke skaber dårlig presse.

Nedslående nok måtte August forlade kirken til sidst, men midt mellem Johannes’ forstokkede lidenskab og Monicas new public management-tyranni inkarnerede han et spinkelt håb for institutionen.

Det var et stærkt comeback for en karakter, der lidt for længe havde siddet fast i pilleæsken.

Ugens værste: Mellem liv og død

Et ellers glimrende afsnit fik et forlorent punktum, da Johannes blev indlagt med en sø af absint i kroppen. Vrangsynene, der gik forud, alluderede besættende til Jesu korsfæstelse, men da Johannes sejlede mellem liv og død blev filmsproget pustet lovlig aggressivt op af CGI og slowmotion.

Familien Krogh tonsede behørigt ned ad hospitalsgangene, inden de flettede hænderne og bad for Johannes. Imens trippede den drikfældige provst på kanten af himmeriget i en forstand, der var mere bogstavelig, end man kunne ønske sig.

Var det virkelig bønnens kraft, der frelste Johannes til sidst? Eller foregik det kun i hans hoved? Adam Price og co. nyder at balancere på kanten af det religiøse, men de åndelige indslag føles lidt for ofte som opremsninger af religiøse symboler snarere end inciterende indspark til dramaet.

Ugens religiøse reference: Fatimas/Marias hånd

I takt med at Liv og Elisabeths affære for alvor skubbede kvartalsdrankeren Johannes mod sit bundløse hul, rykkede kameraet om på den anden side af provstens pande. Meget af syvende afsnit udfoldede sig i sygelige vrangbilleder, alkoholiske feberdrømme fra helvede. Ikke mindst i hospitalssengen, hvor provstens hjerte gik i stå og sindet på flugt.

August nægtede sin far adgang til evigheden med en særlig amulet, formet som en hånd. Inden for Islam kaldes symbolet Fatimas hånd, mens hånden er Marias i kristendommen, og i begge tilfælde fordriver amuletten ondskaben, når mennesket famler rundt i overgangsfaser. Når ungdom bliver til voksenliv, eller et kærestepar bliver gift.

Spørgsmålet er, om amuletten blot markerer randzonen mellem liv og død i Johannes’ tilfælde, eller om der er en anden eksistentiel overgang på spil.

Ugens store spørgsmål: Vender Elisabeth hjem?

Elisabeth havde smækket døren på præstegården, inden Johannes kiggede mere end almindeligt dybt i absintflasken, men idet han svævede mellem liv og død, spænede hun tilbage i hans favn. Det stod dog ikke klart, om hun ville blive i den.

Den forsonende omfavnelse antyder, at hun er blevet offer for offerkortet og har lagt kursen om for at regenerere til patriarkens kone. Men klipningen såede tvivl om, hvorvidt det overhovedet havde fundet sted, da Monica pludselig tonede frem foran Johannes, mens man troede, at Elisabeth kærtegnede ham.

Måske var forsoningen bare et ekko fra et forgangent kapitel?

Bundlinjen: Feberdrømme og sjælesøgen

Efter en drivvåd dommedagsfest og junkiehallucinationer en masse fik ’Herrens veje’ afstemt dramaet bedre i syvende afsnit.

Johannes’ vrangsyn var nok voldsomme, men som udslag af kampdruk og kærlighedskvaler var feberdrømmene stærkt forankret i hans skrantende sind. Patriarkens herredømme kollapsede, og reaktionen var naturligt ynkelig og desperat.

Samtidig besad scenerne med August og de kommende konfirmander en fintfølende ægthed. Udsvævende indietoner på lydsporet placerede stemningen mellem håb og melankoli, mens August testede grænserne for kirkens rummelighed på skateboard og uden præstekrave. Og senere stod han fast på sine progressive ideer over for Monica, en talknuser forklædt som biskop.

Serien kommer for alvor til sin ret i analysen af folkekirkens forskellige retninger: det stokkonservative (Johannes), det køligt beregnende (Monica) og det altruistisk virkelighedsnære (August).

Selvom symbolikken under Johannes’ hjertestop igen bankede fast, at mådehold ikke er Prices spidskompetence, formåede ’Herrens veje’ at slå en fed streg under egen eksistensberettigelse – som et indblik i en institution, som stadig præger den kollektive danske selvforståelse, men hvis fortælling har mistet danskerne.

Læs også: ’Herrens veje’ afsnit 6: »Det var nummeret for tykt«