’The Square’: Guldpalmevinder med geniale scener, man aldrig vil glemme

’The Square’: Guldpalmevinder med geniale scener, man aldrig vil glemme
Claes Bang har den altoverskyggende hovedrolle i 'The Square'
5 6
Spillefilm
Instruktion

Ruben Östlund

Medvirkende

Claes Bang, Elisabeth Moss, Dominic West, Christopher Læssø, Terry Notary

Spilletid

142 min.

Biografpremiere

Den 23. november

Sjældent har jeg følt mig sig nedslået over menneskelig dårskab som efter svenske Ruben Östlunds Guldpalmevinder ’The Square’. Samtidig følte jeg mig utroligt godt underholdt, uden et øjeblik at have kedet mig i de 2 timer og 22 minutter filmen varede – og endelig taknemmelig for at have set nogle geniale scener, som jeg aldrig vil glemme.

’The Square’ er en utroligt ambitiøs film, der videreudvikler mange af de temaer, Östlund også præsenterede i ’Play’ og ’Force Majeure’, men som samtidig gerne vil sige noget om moderne kunst, pr-industrien, vores forhold til tiggere og det moderne menneskes apati. Det er en film, der især revser den politisk korrekte skandinaviske mands selvbillede, især hvis denne tilhører den kreative klasse, og derfor føler jeg mig da også lutret af Östlunds nådesløse, satiriske forstørrelsesglas.

Ambitionsniveauet gør dog også, at filmen kommer til at stå lidt i øst og vest med et mindre stærkt plot end den fantastiske ’Force Majeure’, simpelthen fordi den vil lidt for mange ting. Filmen følger den kreative direktør Christian (en forrygende Claes Bang), der står i spidsen for et museum for moderne kunst i Stockholm. Museets seneste værk hedder The Square og er en lysende firkant på en plads, hvor alles rettigheder er lige, og alle har et ansvar for at hjælpe hinanden.

Christopher Læssø og Claes Bang tracker lommetyven i ‘The Square’

Christian med rødt brillestel, åbenstående skjorte, jakkesæt og halsklud fremstår med det samme som en genkendelig type i Östlunds satiriske fremstilling. Han er en mand, der lever i en verden af bløde, politisk korrekte humanistiske værdier, men da hans indre alfahan dukker op af urdybet, da han vil forsvare en kvinde på gaden mod hendes voldelige kæreste, starter hans deroute. Det viser sig i virkeligheden at være et mesterligt orkestreret tricktyveri, der frarøver Christian hans mobiltelefon og pung. I museets mikrokosmos breder denne begivenhed sig som ringe i vandet og afstedkommer blandt andet en fæl, meget politisk ukorrekt viral pr-video for The Square-installationen, lavet af et par slikkede SoMe-typer. Den sender museet og Christian ud i en sand shitstorm.

Annonce

Der er et hav af scener, nogle en del af plottet, andre vist bare, fordi Östlund op til Cannes-festivalen har haft svært ved at slå sine darlings ihjel. Og heldigvis, selvom filmen får et næsten antologisk udtryk, tæt beslægtet med landsmanden Roy Anderssons surreelle tableauer, der løst bindes sammen, er det også nogle af de scener, der ikke stramt hænger sig på plottet, som står stærkest.

Eksempelvis et kunstnerinterview med den besøgende kunstner Julian (Dominic West aka McNulty fra ’The Wire’), som en tilhører med tourettes bliver ved med at afbryde med obskøniteter (»Vis patterne!«), eller en gallamiddag for kulturspidserne, hvor performancekunstneren Oleg (spillet af den brillante bevægelseskoreograf Terry Notary), giver en mildest talt grænseløs gorilla-performance. Det starter med at være sjovt, så ubehageligt og til sidst fuldstændigt forstyrret.

Dominic West og Terry Notary i ‘The Square’.

Filmen bliver her nærmest en naturdokumentar om det interessante, men latterlige dyr mennesket. Samtidig med der tematisk er et spil mellem det tamme flokdyr og det farlige individuelle rovdyr og en undersøgelse af akavethed og grænsen for politisk korrekthed i sociale interaktioner. Det er nærmest, som om Östlund ikke selv tilhører menneskeracen med den distancerede og nådeløse måde, han formår at dissekere os. Det er rent ud sagt vildt imponerende, at scenerne her fungerer på så mange niveauer, samtidig med at de er hylende morsomme.

Her er også en foregribelse af hele #metoo-bølgen, da den midaldrende dandy Christian anklages af den amerikanske journalist Anne (Elisabeth Moss) for at misbruge sin magtposition til at komme i bukserne på kvinder (og hende). »Indrøm det nu bare, du tænder på magt« er Christians svar. Tydeligvis er #metoo endnu ikke blevet internaliseret i hans politisk korrekte dna.

Der er en utrolig naturlighed i skuespillet i ’The Square’, på trods af at replikkerne nogle gange er en anelse karikerede. Det skyldes nok de oftest mere end 30 takes, Östlund bruger på hver scene. Samtidig er der ofte en klaustrofobisk følelse i kameraarbejdet, som har tendens til at låse fast på reaktioner og ikke, hvad der reageres på.


Kort sagt:
I ’The Square’ hudfletter Ruben Östlund endnu engang det skandinaviske menneskes dobbeltmoral, hykleri, apati og politiske korrekthed, samtidig med at der langes ud efter den moderne kunstverden og et væld af andre ting. Det hele serveres på enormt underholdende vis, i nogle lidt løsrevne, men geniale enkeltscener. En absolut værdig (og sjældent sjov) Guldpalmevinder.

Læs også: Soundvenue Filmcast: Genistregen ’The Square’ og DR3’s ekstrem-empatiske dokuhits