Thomas Bo Larsen: »Skurkene i superheltefilm er altid bare onde og ikke ret meget andet«

Thomas Bo Larsen spiller skurk i Viaplays nye dansk-svenske thrillerserie ’Advokaten’. Vi har mødt den danske skuespiller for at høre, hvorfor Ugandas tidligere diktator Idi Amin, kridhvide gummisko og løver er hovedingredienserne i portrættet af en psykopatisk dansk gangsterboss.
Thomas Bo Larsen: »Skurkene i superheltefilm er altid bare onde og ikke ret meget andet«
Thomas Bo Larsen i 'Advokaten'.

Thomas Bo Larsen, dansk films førsteproletar, tager imod i en balkonsuite på D’Angleterre med udsigt ud over Kgs. Nytorv. Han er i en stribet sweater, sideskilning, hæve-sænke-bords-briller og ligner i det hele taget ikke den småkriminelle, aggressive type, han har perfektioneret på film i over 20 år.

Han vil ikke sættes i bås. Det har han sagt tidligere, men alligevel spiller han i Viaplays kommende serie, ’Advokaten’, skurkerollen som gangsterboss. Den dansk-svenske serie handler om den unge, dygtige forsvarsadvokat Frank (Alexander Karim), der sammen med sin søster vil hævne sig på manden, som han tror slog deres forældre ihjel – Thomas Waldman, spillet af Thomas Bo Larsen.

For at nærme sig ham får Frank job ved Svend-Eriks (Nikolaj Kopernikus) advokatkontor og får dermed Waldman som klient. Men hævnen er ikke nem at få, for gangsterbossen Waldman er mistroisk, omgivet af håndlangere og evigt på vagt.

Så hvorfor bliver Bo Larsen ved med at sige ja til at spille kriminel? Hvordan forbereder man sig til at skulle slå sin kone?

Det har vi sat os for at finde ud af.

Thomas, hvad er det med dig og gangsterfilm?
»Da jeg så ’The Godfather’ i Imperial i 1972, otte-ni år gammel, var jeg solgt med det samme. Og jeg har set dem alle tre et hav af gange siden: Jeg elsker ’Godfather’. Det er gangsterfilmen over alle gangsterfilm, selvom jeg også er glad for ’King of New York’ med Christopher Walken og mange andre. Og det er ikke nogen hemmelighed, at jeg synes, underverdenen er spændende.

Gangsterbosserne har en enorm magt, som på en eller anden måde er over politiet og over samfundet, og hvor alting foregår i krogene. Der er også en del paranoia, som jeg synes er interessant, for gangsterbosserne er hele tiden bange for, om nogen kan finde på at slå dem ihjel – også i deres egen inderkreds. Og det er noget, jeg har kunnet arbejde med i ’Advokaten’.

Thomas Bo Larsen i ‘Advokaten’.

Faktisk var noget af det, der inspirerede mig allermest, en dokumentarfilm om Gadaffi, Stalin og Idi Amin, hvor de blev sammenlignet, de her tre diktatorer. Fælles for dem var blandt andet, at de boede i kæmpestore huse, men til sidst i deres ’karrierer’ boede i bittesmå værelser i et hjørne af husene. De var bange for at blive slået ihjel og stolede ikke på nogen, og til sidst følte de sig kun sikre i de her små, aflukkede rum.

En ting er at få så meget magt som muligt og udvide sit marked og komme af med konkurrenterne. Det er spændende nok i sig selv. Noget andet det psykiske i den her helt vilde paranoia, der gør, at man ender med at bo i et hjørne af sit hus. Det har jeg brugt til Thomas Waldman«.

Hvordan gjorde du rollen til din egen?
»Da jeg læste manuskriptet, sagde jeg til manuskriptforfatterne, at Thomas Waldmans replikker skulle være 100 procent direkte. Der er ingen grund til for mange fyldeord og høflighedsfaser. Det er nærmest ordrer, han giver, hver gang han åbner munden. Der er ingen bullshit med ham.

Tøjet gik jeg også op i. Jeg var ude hos nogle gamle venner, der har kørt motorcykel og sådan noget, for at høre, hvad jeg skulle have på. Derfor går han kun i totalt hvide gummisko. Hvorfor det lige skal være kridhvide gummisko, det ved jeg ikke. Jeg havde forestillet mig, at han skulle gå i jakkesæt, fordi han er boss og har en masse penge, men han går i joggingtøj det meste af tiden«.

Hvad betyder det for dit arbejde, at det er en tv-serie og ikke en film?
»Det er et længere format forstået på den måde, at en tv-serie på 10 afsnit svarer til fem spillefilm, så jeg kan strække rollen længere ud. Der er plads til flere facetter end på en film, hvor det bliver nødt til at være mere komprimeret.

Han (karakteren Thomas Waldman, red.) har en række forhold: Han begynder at tage hovedpersonen til sig som en søn, han har en datter, han er overbeskyttende overfor, han har en række folk omkring sig og så videre. Et helt afsnit kan så handle om forholdet til datteren, hvor det i en film kun kunne fylde én sides dialog.

Thomas Bo Larsen i ‘Veni Vidi Vici’, der også blev produceret af Viaplay.

Al Pacino i ’The Godfather’ er en fantastisk karakter. Han bliver trukket ind i gangsterverdenen og bliver efterhånden mere og mere kold. Det er det samme med Thomas Waldman, som har de her advokater omkring sig, der er der for at beskytte ham, men som han ikke tror en skid på. Han vil enormt gerne, men kan ikke på grund af sin paranoia. Han ved godt, de kun er der, fordi han har magt og penge. Derfor er han også enormt overbeskyttende over for sin datter, som er den eneste ægte relation, han har.

Han bliver syg i løbet af serien og mister noget af sin mandlighed, og han gør alt, hvad han kan, for ikke at vise det. Ligesom hvis alfahannen blandt løver slår sig, så skjuler den det. Ellers er det ude med den«.

I en scene i første afsnit slår din karakter sin kone og smider hende ud. Hvordan forberedte du dig til den scene?
»Den virkede utroligt voldsom på mig, da jeg læste den første gang, men jeg fik årsagen til, at han gør, som han gør, at vide på forhånd. Desværre kan jeg ikke røbe, hvad det er, men det viser sig senere i serien, at han gør det for at beskytte hende.

Alle de roller, jeg spiller, er mennesker – ikke tegneseriefigurer. Jeg ville have haft svært ved at lave scenen, hvis ikke jeg forstod, hvorfor han gjorde det. Selv Henning Mouritzen, faren i ’Festen’, er der noget menneskeligt ved, og det samme med Marlon Brando i ’Godfather’. Omvendt synes jeg, at skurkene i superheltefilm er ret kedelige, fordi de altid bare er onde og ikke ret meget andet. Det gider jeg ikke«.

Hvad fik dig ellers til at tage rollen?
»
Da jeg fik rollen, lavede jeg en anden serie for Viaplay, ’Veni Vidi Vici’, hvor jeg spiller en meget blød mand, og så syntes jeg, kontrasten var interessant for mig som skuespiller. Jeg vil gerne gå så meget ud i hjørnerne som muligt, især fordi det tager et helt år at lave sådan en serie, og så er det rart at lave noget helt andet.

Jeg vil ikke sættes i bås som ’ham der spiller det eller det’. Jeg vil gerne lave mange forskellige ting, og selvom der ikke er en rolle, jeg savner at spille, så vil jeg ikke lave det samme hver gang. Jeg gider ikke være gangster hver gang.

Så i ’Advokaten’ spiller jeg psykopat, og da jeg var færdig med det, tog jeg til Grand Canaria og spillede Onkel Anders i ’Far til Fire’.

’Advokaten’ har premiere på TV3 og Viaplay 28. februar.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af